Optegnelser om dele af Helle - slægten
i
Darum og omliggende sogne

v/ Niels Helle Boesen (1876 - 1949)
(Afskrifti Juni 2006 Thomas Helle)
 

Niels Christensen Helle  død 1824 (91 år gl)   

___________________________________________________!______________________________________________________________

!
Berthe *1770

!
Christen *1772

!
Søren *1775

!
Mette *1778

!
Hans *1780

!
Søren *1783

!
Povel *1786

!
Karen *1789

 

- Kirsten *1797

 

 

- Mette

- Niels

 

 

 

- Anne *1800

 

 

- Anne

- Peder

 

 

 

- Maren *1803

 

 

- Karen

- Mette

 

 

 

- Abelone *1805

 

 

- Maren

 

 

 

 

- Niels *1807

 

 

 

 

 

 

 

- Jens *1810

 

 

 

 

 

 

 

- Jens *1812

 

 

 

 

 

 

 

- Mette *1815

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

"Vor egen dag er kort, men slægtens lang". Således synger Jeppe Aakjær i en af sine sange. Det rammende i denne strofe - sandheden deri, får man først rigtig begreb om, når man forsøger at samle sin slægts stamtavle, det vil sige blot en stump deraf, thi selv om man kan gå nogle få hundrede år tilbage i tiden, så bliver det man får samlet jo dog kun et ganske lille udsnit af slægten i dens gang gennem tiderne. Det svimler formelig for en ved tanken om alle de slægtled, de generationer, der er gået forud, og ved at betragte sin egen lille plads i rækken, så bliver man just ikke imponeret af sin egen storhed - tværtimod. Ved at betragte den lige op- og nedstigende linie føler man sig som et ganske lille bitte led i en uendelig lang kæde, hvis ene ende fortaber sig bag horisonten ind i den grå old, medens der på den anden stadig smedes nye led.

Når jeg har samlet efterfølgende slægtsfortegnelse er grunden bl.a. den, at jeg er ved at blive gammel. Det er jo kun gamle folk, der giver sig af med at skrive om den slags ting. I ungdomstiden går tankerne andre veje, da er det fremtiden, det gælder: Uddannelse, virkefelt, hjem og meget andet, som ligger forude, og som man ser hen til med længsel. Men når man er kommet på den forkerte side af de tre snese, har fremtiden ikke mere interesse. Det man da har at se frem til her i verden: Legemlig og åndelig svækkelse, tilsidesættelse og til sidst graven er ikke nogen særlig opmuntrende tanke beskæftigelse. Derfor søger tankerne ganske naturligt tilbage i tiden, der svandt, til den tid, da livet og fremtiden endnu vinkede. Jeg husker, at jeg i min ungdom lagde mærke til, at når gamle folk kom sammen, drejede samtalen altid ind på et uopslideligt emne, nemlig "Gamle dage". Det var oplevelser og minder om folk og forhold fra en svunden tid, man drøftede - alt sammen noget, som jeg den gang syntes ikke kom mig ved, og dog var det jo et stykke kulturhistorie, man behandlede. Havde jeg den gang haft tanke for, at jeg selv ret hurtigt - alt for hurtigt, synes jeg nu - skulle blive gammel og komme ind i samme interessesfære, ville jeg sikkert have lyttet noget mere interesseret til de gamles fortællinger og derved fået lejlighed til at opbevare træk om personer og forhold. Træk, som nu kunne have tjent til at kaste noget mere lys over slægten og de livsvilkår, hvorunder den har levet. Men det skete altså ikke, og jeg må derfor nøjes med mine egne "Gamle dage" samt nogle overleveringer, der fra slægt til slægt er gået ned gennem tiderne.
Det sker, at man engang imellem synes, at man stadig er den samme, man altid har været. Øjeblikke, hvor man ligesom ikke mærker, at tiden er gået, og glemmer, at man er blevet gammel. At dette imidlertid kun er et lille bedrag mod sig selv, vil man temmelig hurtig opdage ved at kaste et blik tilbage og betragte den kolossale udvikling, man i sin levetid har været vidne til både på kulturelle og materielle områder. Og det er store ting, vi får at se, vi der har levet de sidste 60-70 år forud for 1940, da disse 1inier skrives. Ting man ikke oplever i en håndevending. Vi har været med i andelsbevægelsens oplysningsarbejde så at sige fra grunden af. Brugsforeninger, mejerier, slagterier og mange andre fælles foretagender er vor tids værk. Vi har oplevet foreningslivets store udvikling, højskolernes blomstring, bibliotekernes stærke vækst og pressens mægtige fremgang fra få og små firesidede aviser til utallige store og mangesidede dagblade. Vi har siddet på træbænkene omkring langbordet i stuen med det sandstrøede gulv, bilægger ovnen og alkoven, inden vi efterhånden rykkede over i stuen med de bløde hynder og blankpolerede, tæppebelagte gulve og hyggede os ved centralvarmen. Vi har i køkkenet med murstensgulvet og den åbne skorsten spist af saltmadsfadet og nydt det månedgamle rugbrød med hjemmekærnet smør og hjemmelavet ost ved skæret af tællepråsen eller det svage skin af de første små petroleumslamper. Vi har set de magre agres tynde avl af småkernet rug forandre sig til store afgrøder af saftigt roefoder og set rødknæmarkerne give plads for frodige kløver afgrøder, og vi har med svedige kroppe svunget plejlen og høleen, indtil maskinerne kom og lettede os arbejdet. Vi mindes, de stive stadsvogne, hvor agestolene hang og dinglede i stropper fastgjorte på faddingens kant, og vi husker fremskridtet, da faedervognene kom. Med dem kørte vi vor barndom og ungdom i by ad sandede dybsporede veje, på hvilke der kun kunne traves et kort stykke ad gangen, hvor bunden var nogenlunde fast - og nu kører vi i rasende fart i luksusbiler ad blanke asfalterede veje. Og cyklerne, dette den gang mærkelige befordringsmiddel, har vi oplevet fra første færd. Det forekom os nærmest som et mirakel eller hexeri, at nogen kunne holde balancen på sådan et monstrum som kun bestod af to hjul, og når man i det fjerne øjnede en mand, der kom anstigende på et sådant apparat, smed man træskoene og løb langt af led for at komme fænomenet på nærmere hold. Og, der var som regel god tid, da både cykel og vej i den tid ikke indbød til særlig stor fart. De tunge cykler uden kuglelejer og med smalle fælge med tynde massive gummiringe skar alt for dybt i sandet og de dybe hjulspor bevirkede, at cyklen ofte skred, og væltede, deraf navnet en "Væltepeter". Det var dengang et hvert ungt menneskes højeste ønske at komme i besiddelse af en sådan maskine, et ønske der dog for de allerflestes vedkommende måtte anses for aldrig at ville b1ive opfyldt. Og nu - nu hører cyklen med blandt ethvert skolebarns mest nødvendige brugsgenstande; Efter cyklerne kom bilerne, og det vakte ligeledes stor opsigt at se en vogn komme kørende uden heste for, og så kom flyvemaskinerne. Ved sådanne betragtninger bliver man til fulde klar over, at man har levet længe. Alt dette er ikke kommet på en gang, det har taget sin tid - jo vist er man bleven gammel.
Det er dog næppe alderen alene, men vel i nok så høj grad bevægelsen for hjemstavnsforskning, der har fået mig til at nedskrive dette. Ved at interessere sig for den nu ret omfattende hjemstavnslitteratur får man en stærk følelse af, hvor dybe rødder ens eget "jeg" har i fortiden, og derved opstår uvilkårlig en naturlig trang hos en til selv at søge ned i den fortid, man er udsprungen af. Når jeg nu efter evne gør et lille forsøg i den retning, så er jeg klar nok over, at det fremkomne produkt ikke vil få nogen større betydning; det jeg ved om fortiden er allerede beskrevet på langt bedre vis end jeg er i stand til, men det er da heller ikke skrevet med offent1igheden for øje, kun for om muligt at opbevare visse træk om de mest karakteristiske personer i familierækken og deres forhold for efters1ægten. Kan så disse optegnelser blive til nytte, når der i fjern fremtid kommer et eller andet familiemedlem af de formodentlig mange endnu ufødte slægtsgenerationer i hænde, så er hensigten nået.

Når jeg begynder med Helle-slægten, er det fordi jeg først fandt tilbage til denne slægts udgangspunkt, d.v.s. den person, man kan finde oplysning om længst tilbage i familiekæden. Jeg havde gennem slægten hørt noget om denne mand, men fik først fast grund at bygge på, da Jens M. Lauridsen, Vilslev, fandt hans dødsdag i de gamle kirkebøger i landsarkivet i Viborg. Helle-navnet er vist nok enestående i hele landet. Jeg har i hvert fald aldrig truffet på det som slægtsnavn, derimod kan man engang imellem træffe på det som pigenavn (græsk kvindenavn). Helle betyder egentlig fristed - et fredet sted - således en lille afgrænset plads, som al trafik ledes uden om, f.ex. i et gadekryds, ligeledes bliver fodgængerovergange over stærkt befærdede gader i store byer kaldet for hellebroer. Endelig træffer man i visse egne også udtrykket i børns leg, når man får sagt helle i rette tid, er man urørlig. Her i Vestjylland finder vi navnet som stednavn, idet der i Øse sogn ved Varde findes en lille landsby på nogle gårde, som hedder Helle. Hvorledes og hvornår Helle-navnet er tilgået familien og er blevet slægtsnavn, derom vides intet med bestemthed, men det ligger meget nær at antage, at det stammer fra nævnte lille by i Øse sogn. Ud fra denne betragtning kan der endvidere være grund til at slutte, at en mand, som er født der eller på anden måde har haft tilknytning til byen, har, efter at være flyttet andet steds hen, fået navnet hæftet på sig som øge el1er kendingsnavn, måske for at kendetegne ham fra en anden person af samme navn, hvorefter det er fortsat som slægtsnavn. Da der ikke findes andre slægter med dette navn end den her i Darum og omegn ret udbredte, kan man vist roligt gå ud fra, at den mand vi her har fundet tilbage til, er den første bærer at navnet og altså i grunden den virkelige Helle-stamfader. Og denne mand hed:

Niels Christensen Helle.
Hvor han. er født og hvorfra han stammer, vides ikke, men kirkebogen oplyser, at han er død i Darum den l6. november 1824 som aftægtsmand 91 år gammel, han er altså født 1733. Hans hustru hed Maren Sørensdatter, men derudover ved man ikke noget om hende. Det meste vi ved om denne Niels Christensen Helle er nedarvede fortællinger fra det ene slægtled til det andet. Hvor stor forbindelse sådanne overleveringer har med virkeligheden, hvor meget der i tidens løb er lagt til, og hvor meget der mulig er faldet bort ved man jo ikke, men man kan med temmelig stor sikkerhed gå ud fra, at der er noget i det, de berettede om, og at kernen er bevaret. Den overlevering, som nu her gengives, er hverken uinteressant eller kedelig, og den giver et glimt af stamfaderen, som en mand af ikke helt almindelig støbning. Efter denne - altså overleveringen træffer vi denne første Niels Helle på den gamle herregaard "Kjærgård" . I hvilken egenskab hans tilknytning til "Kjærgaard" bestod, om han var kusk, tjener, ’kældersvend’ (som man kan læse om hos Ingemann) eller blot almindelig tjenestekarl eller arbejder, ja, derom siger beretningen intet. Men noget helt almindeligt tyende har han åbenbart ikke været, hvilket tydeligt fremgår af følgende:

En søn fra gården, en ung adelsmand, måske stamherren til Kjærgaard, skulle på en længere udenlandsrejse sydpå. For at rejse standsmæssigt og måske i lige så høj grad for en sikkerheds skyld, rejselivet var vel ikke så trygt i disse tider, skulle den unge herre have en mand med sig, som ledsager og tjener. Til at udføre dette hverv må herskabet have fundet Niels Helle velegnet, thi det blev ham, der blev medgivet sønnen til beskyttelse og til selskab. Der har vel nok været tænkt mest på det første, nemlig som beskyttelse, men det viste sig senere, at han i mindst lige så høj grad gjorde fyldest som selskabsbroder. Thi nogen tid efter deres afrejse kom der rygter hjem til Kjærgaard om, at de to unge udenlandsrejsende førte et temmelig vidtløftig og lystigt liv dernede i "æ sønden", og det hed sig, at de var lige gode begge to, herren og tjeneren, de boltrede sig i hinandens selskab uden standsforskel. Moderen blev meget vred, da hun hørte dette. Det harmede hende, at sønnen førte et sådant liv og det endda i selskab med sin tjener, det gjorde ikke sagen bedre, tværtimod. En adelsmand burde ikke mænge sig med sit tjenerskab. Naturligvis lagde hun en stor del af skylden herfor over på Niels Helle. Derfor sendte hun også straks bud ned til sønnen, om at han øjeblikkelig skulle sende tjeneren hjem, da denne åbenbart øvede en dårlig indflydelse på ham. Man kan let forestille sig. den afsvalende virkning, dette budskab havde på de to unge levemænds hede hoveder. Især for Niels Helles vedkommende var dette en kedelig historie. Nu gik ellers det hele så godt. Det glade liv var noget helt andet end at gå hjemme og arbejde på Kjærgaard, og nu skulle det pludselig have en ende. Men der var jo ikke andet at gøre, den strenge nådigfrue måtte lystres. Da de to gutter tog afsked med hinanden, fik Niels Helle af sønnen overrakt et brev, som han skulle tage med hjem til moderen. I brevet hed det, at der ikke måtte vederfares Niels Helle noget ondt, ikke afskedige ham, men tværtimod tage hans gode evner mest muligt i brug, da han var i besiddelse af både klogskab og dygtighed. Det har sikkert været i traurige tanker, Niels Helle satte kursen hjemad mod Kjærgaard, - det vår tømmermændene ovenpå den glade svir. Imidlertid må sønnens brev til moderen have gjort den tilsigtede virkning; thi det forlyder, at Niels Helle senere blev forfremmet til ridefoged, en i den tid ret betydende stilling på et gods.
I denne gamle overlevering nævnes ingen navne på Kjærgaards herskab. Der tales kun om sønnen og dennes moder, fruen på Kjærgaard, men det kan på anden måde let konstateres, at gården dengang ejedes af' "Den sidste nådigfrue på Kjærgaard", fru Margrethe Rosenørn, af hvem J. M. Lauridsen i sin bog: "Kjærgaard" har givet en smuk og sympatisk skildring. Hun blev i året l733 kun l8 år gammel gift med daværende ejer af Kjærgaard oberstløjtnant Christoffer Fr. von Gersdorff. Han døde efter l4 års ægteskab 49 år gammel, hvor efter fru Margrethe sad enke i 38 år og selv forestod forvaltningen af det store gods med megen dygtighed.
Det har altså været inden for denne 38-årige periode, at Niels Helle har opholdt sig på Kjærgaard. Det er også i god overensstemmelse med tidsregningen, idet han som før nævnt er født l733, netop samme år, som Margrethe Rosenørn drog ind som frue på Kjærgaard. Og da hun i sit l4-årige ægteskab blev moder til l2 børn, 5 drenge og 7 piger, har de ældste af børnene og Niels Helle altså været nogenlunde jævnaldrende. Der kan fra den side således ikke være noget i vejen for, at det der fortælles om stamfaderen, og som foran er gengivet, er i overensstemmelse med virkeligheden, og derfor har krav på en vis troværdighed. Det næste vi hører om Niels Helle er, at han køber Lundagergaard, og her har vi straks mere grund under fødderne, man har antaget, at dette køb skete ved Kjærgaards udstykning i 1786, Samme år som Margrethe Rosenørn døde, men det har ikke være tilfældet. I et skrift om Kjærgaard af Jesper Madsen oplyses, at Niels Christensen Helle af Darum i 1790 køber Lundagergaard af tolder Møller fra Hjerting, der da var ejer af Kjærgaard. Efter dette ser det ud til, at han allerede den gang boede i Darum. Dette bekræftes også derved, at hans ældste søn er født i året 1772 i Darum. Man har derfor lov til at tænke sig, at han nogle år forud for dette tidspunkt har forladt Kjærgaard og derefter erhvervet gården i Darum, den gård, der uafbrudt har været i Helle slægtens eje indtil 19.., da Hans Helle solgte den til Hans Rask fra Raunsø, som kort efter solgte den til udstykning, hvorved Hans Christensen (Rask) erhvervede gårdens bygninger og tilliggende toft. Man ved ikke noget om på hvilken måde Niels Christensen Helle er kommen i besiddelse af gården i Darum, om det har været ved fæste eller køb, men der kan jo også være den mulighed, at gården har været i hans hustrus slægts besiddelse og at han så ved sit giftermål har overtaget den. Imidlertid var Lundagergaard ikke ret længe i Niels Helles eje. Man kan vist med nogen grund gå ud fra, at gården var tiltænkt en af hans sønner, men at han så har set sin fordel ved at sælge den, formodentlig med god fortjeneste. Man sporer her noget af det handels talent, der har kendetegnet efterslægten helt op gennem tiderne til det i vore dage kulminerer hos gårdejer Jens Helle i Darum. Men Niels Helle har foruden at være en driftig handelsmand tillige været en ret velhavende mand, thi skønt han allerede ejede 2 gårde, gården i Darum og Lundagergaard, køber han desuden i 1791, altså året efter købet af Lundagergaard, en stor gård mere, nemlig Thinghusgaarden i Hunderup, hvortil der også hørte et stort jord tilliggende. Til sådanne ejendomskøb har der selvfølgelig skullet bruges mange penge, men han har åbenbart haft dem eller kunnet skaffe dem og flere til, thi samme år, som han køber Thinghusgaarden, lader han denne ombygge. Dette fremgår også deraf, at der findes mursten i gården, hvor Niels Helles navn og årstallet 179l er udskåret. Derudfra kunne det synes, som om det havde været hans mening selv at bebo gården. Men dette er antagelig ikke sket. Derimod overdrog han senere gården til sin søn Søren Nielsen Helle, hvorom senere. På dette tidspunkt har denne gamle stamfader altså været noget af en jorddrot, i hvert fald noget af en lille herremand, idet de 3 gårde tilsammen har udgjort et meget stort areal. Gården i Darum var en halvgaard på 6 tdr. hartkorn, hvorimod der intet kan oplyses om de 2 Hunderup gårdes størrelse, men man tager næppe fejl, når man regner med, at de hver for sig har udgjort det dobbelte i areal, ja endnu mere. Jens M. Lauridsen omtaler de fire store gårde, der på hovedgaards jorden ligger i en halvkreds omkring Kjærgaard, nemlig: Frøsiggaard, Lundagergaard, Thinghusgaard og Alsbrogaard, men angiver intet om størrelsesforholdet, hverken hvad areal eller hartkorn angår, men nævner dog, at Alsbrogaard var på rnere end 200 tdr. land, og selvom denne gård måske har været den største giver det dog et fingerpeg mod de andre. Disse tre gårde har sikkert nok været tiltænkt hans tre sønner (han havde fire sønner, men den ene døde tidligt), men som allerede nævnt, solgte han Lundagergaard, hvorefter han købte en gård i Midtby i Darum. Om Niels Helles sønner foreligger der ingen særlige overleveringer, der kan tyde på, at de har arvet faderens initiativ og driftighed, de har sikkert levet på deres gårde som agtværdige bønder i almindelighed, uden at der har værei noget særligt bemærkelsesværdigt ved dem. - Den ældste af sønnerne:

Christen Nielsen Helle
fik fødegården i Darum (Feilbergvej 9), og han er den, fra hvem hovedparten af Helle-slægten stammer. Om ham hedder det i kirkebogen, at han blev trolovet den 29. oktober 1796 og gift den 2. december 1796, med pigen Sidsel Jensdatter af Darum. Han døde som aftægtsmand i Darum den 4. november 1841 - 69 år gammel, altså født 1772.
Som nævnt ved man ikke meget om, hvordan manden har været, men dog lever endnu en beretning om ham, som især bliver fremdraget i krisetider og som viser ham som en mand med forretningstalent og god økonomisk sans. Det fortælles nemlig, at han engang, da kvægpriserne var høje, besluttede sig til at udbetale sin gæld, og det gjorde han på den måde, at han solgte 7 kvier, hvis salgssum var tilstrække1igt til at gøre ham til en gældfri mand. Denne finansoperation må være foretaget i den pengekrisetid, der kulminerede med statsbankerotten i 1813. Priserne på kreaturer såvel som på alt andet steg da kolossalt, eller rettere pengenes værdi sank til næsten ingenting. Sagen var, at staten mente at kunne klare sine finansielle vanskeligheder ved at udstede pengesedler, men disse sedler vandt ingen tillid, vel på grund af deres mangfoldighed, og de var derfor lette at få fat i. Men til at betale gælden med var de gode nok fandt de klogeste. Af lignende tilfælde som Chr. Helles fortælles fra den tid flere bl.a. om en gårdmand i Sønderby Peder Christensen. Han købte ved auktionen på Kjærgaard i 1786 Tue-eng også kaldet "Fruens eng". Den var på 22 tdr land, og ansås den gang, så vel som den gør den dag i dag for, at være den bedste eng i Darum sogn. Køberen udstykkede senere engen i 7 parceller, som han solgte til forskellige og tjente derved ganske betydeligt. Han sagde selv, at han aldrig havde gjort en bedre handel. Salgssummen ca. 1800 rigsdaler, vel 5-6.000 kr. i vore penge lånte han derefter ud til kromanden i Gredstedbro, som så, da krisen satte ind tilbagebetalte lånet med de stærkt værdiforringede pengesedler.

Christen Helle havde mange børn, som skal omtales senere, først skal nævnes Niels Helles øvrige sønner. - Den næstældste var:

Hans Nielsen Helle.
Han fik en gård i Midtby (Vesterbyvej 5). Han døde i 1849 - 69 år gl. - altså født 1780. Hans hustru hed Karen Pedersdatter. I ægteskabet var der 4 døtre:
Mette gift med gårdmand Peder Nielsen i Midthy, om hvem det fortælles, at han var en meget dygtig bonde og fremskridtsmand.
Anna der var åndssvag.
Karen som blev gift med Rask Jepsen og fik fødegården (ingen børn) og endelig
Maren der blev gift med rentier Peder Nissen i Ribe, - også dette ægteskab var barnløst.
Denne gren af slægten blev derfor ikke så talrig, som det kunne have været ventet. Kun ved Mettes hjælp lykkedes det at føre familiegrenen videre. En datter af hende, Ane blev gift med Laust Brok i Vilslev og fik 6 børn. Det samme antal børn fik også en søn af Mette: Niels Jensen Pedersen i Darum til trods for , at han var meget værkbruden af leddegigt og først blev gift i en meget sen alder med Kathrine Christensen fra Bramminge. Da deres yngste barn blev født var Niels Jensen 75 år. Af Mettes andre børn kan nævnes Karen, der blev gift med Hans Andersen i Tjæreborg. - Hans, der rejste til Amarika, og dan yngste Grethe, der blev gift med Peder Jessen og fik fødegården i Midtby. De fik 2 børn: Mette, gift med Ejnar Kafton i Sønderby, og Johanna, der fik gården og blev gift med Hans Kristensen fra Sønderby.

Niels Helles tredje ældste søn:

Søren Nielsen Helle
Han fik Thinghusgaarden i Hunderup og blev gift med Karen Lambertsdatter. I dette ægteskab var der 3 børn: Niels Sørensen Helle, der arvede gården og siden delte den mellem sine to døtre. - Peder Sørensen Helle, der kom til Darum og som senere vil blive omtalt. - Og Mette Sørensen Helle, som blev gift med Jens Mortensen Renleff i Jedsted.

Og endelig havde Niels Helle en fjerde søn:

Poul Nielsen Helle
O
m ham hedder det i kirkebogen, at han døde som aftægtstager den 12. februar 1837. Han er født 1786 og har altså ikke været ret gammel af en aftægtsmand at være. Der er noget, der tyder på, at han har været lidt tilbage og blot gået og fået opholdet på gården.


Vi vender os nu til Christen Helles og Sidsel Jensdatters børn:  8 børn (I - VIII).

I. Kiesten hed det ældste barn. Hun er døbt 5. november 1797. Hun blev gift med gårdmand Boe Therkildsen i Lille Darum, og døde den 29 august 1826 - 29 år gl. - Det er første gang familienavnene, Helle og Boesen er blevet forbundne med hinanden ved ægteskab, senere er det sket adskillige gange. I Kjesten og Boes ægteskab var der en datter, Maren, som blev gift med Hans Sørensen Vejrup i Darum. De fik 3 døtre: Kirsten der døde ugift, og Karen gift med Hans Andreasen i Obbekær (ingen børn) og Dorthe gift med møller Andreas M. Thomsen, Hunderup Mølle, hvis eneste datter blev gift med husmand Karl Mejer, Kærgaardsmark. - (Toftløshus)

II. Anna hed den næstældste. Hun blev gift med sognefoged Peder Sørensen, der boede i gården øst for mejeriet, senere bedst kendt som Pe’ Helles gård (Gl Darumvej 11), og som nu 1940 ejes af en af deres efterkommere. Knud Pedersen en sønnesønnesøn.
Hvordan Peder Sørensen blev ejer af denne gård gik således til: Han er født i den gård i Sønderby, der nu i stærkt udstykket tilstand ejes af Ejnar Kafton (Thorsmarkvej 6). - Hans fader hed Søren Clausen, men denne døde tidligt, hvorefter moderen igen giftede sig med en mand fra Tømmerby, som hed Peder Christensen (også kaldet Krænsen, og det er altså herfra Krænsennavnet, som er bevaret helt op til vore dage, stammer) Peder Christensen havde fra sit første ægteskab en datter, som blev gift med Kjeld Svendsen, som var ejer af - altså "Pe’ Helles gård", og hvad så end grunden hertil har været - Kjeld og Peder Sørensen byttede gårde, Kjeld kom til Sønderby og Peder til Midtby. Måske er det gjort for at Kjelds kone kunne være hjemme og pleje forældrene.
I 1810 blev Peder Sørensen sognefoged og var det i.35 år. Ved sin afgang blev han udnævnt til Dannebrogsmand, og han skal have været en forstandig og dygtig mand både som bonde og som embedsmand.

I sit Testimonium ved hans jordefærd får han følgende eftermæle: "Hvad den kære hedengangne aftægtsmand, Dannebrogsmand Peder Sørensens liv og levned angår, da er han født her i sognet den 15. juni 1779 af gårdmand Søren Clausen og hustru Mette Pedersdatter. I sin barndom og ungdoms tid var han hjemme hos sine forældre med undtagelse af nogle år, i hvilke han til sit fædrelands forsvar deltog i den krig, som herskede mellem Danmark og England fra 1808 til 1814. - I året 1816 den 14. december indlod han sig i ægteskab med velagtede pige Johanne Svendsdatter heraf sognet. Efter at Herren havde velsignet ham og hans hustru med 2 børn, en søn og en datter måtte han riste den tunge sorg at miste sin elskte, sine små børns ømme og kjære moder, idet vor Herre ved døden hjemkaldte hende til et bedre liv den 8. juni 1821. -
I året 1822 den 26. oktober indlod han sig 2nd gang i ægteskab med agtbare pige Ane Christensdatter, ligeledes her af sognet. Men også denne sin elskte hustru måtte han med dyb sorg for tidlig miste den 16. maj 1833, da den alvise Gud ved døden hjemkaldte hende til fredens land, efter at han med hende, af Herren var blevet velsignet med 7 børn, 3 sønner og 4 døtre, hvoraf kun en søn og en datter samt datteren af første ægteskab lever.
Denne kære hedengangne, hvis jordiske levninger vi nylig sænkede i jordens tavse skød, var en hædersmand, hvis navn vistnok længe vil mindes med kjærlighed og højagtelse. Af naturen velbegavet med gode evner og anlæg søgte han trolig at udvikle samme til held og velsignelse såvel for hans familie, som for det sogn, hvis bestyrelse som sognefoged, han har røgtet med flid, klogskab og dygtighed i en række af 36 år. Således henrandt hans liv i bestandig virksomhed i det gode, under bestandig agtelse og velvilje af alle, som kendte ham. Men ikke alene hans nærmeste kreds, også den højere Øvrighed undlod ikke at hædre ham. Ved enden af hans virksomhed som sognefoged meddeltes ham til glæde og opbyggelse af vor kære landsfader og konge Frederik d. 7nd dannebrogsmændenes hæderstegn, en smuk prydelse på den gamle ærværdige oldings bryst. Efter kort tids svagelighed indgik han ved døden til den evige hvile afvigte torsdag den 15. dennes til sine forhengangne 2de hustruer og kjære børn, efter at han havde levet og virket i 80 år og 3 måneder. Nu har han fundet den rette hvile, og medens hans børn og venner med ømhed og tak i hjerte, med tårer på kind henbærer hans afsjælede legeme til sit sidste hvilested, håber de og, at den kære Guds engle have henbåret hans sjæl til himlen i Abrahams skød, thi salig ere de døde, som dø i Herren, de skulle hvile fra deres arbejde, men deres gjerninger følger dem.
Så hvil i fred.
Hav tak for det gode du har os bered
på jorden du gavned så mangen mand.
Gud glæd din sjæl i englenes land.
Og give dig løn for din møje og flid.
I evig tid.

Anna og Peder Sørensen blev gift 26. oktober 1822 og fik 6 børn, deraf to gange tvillinger. Deres første barn Søren Pedersen fødtes 1824 og døde 19 år gammel. Den næste var Johanne Pedersdatter født 19. september 1826, gift 3. november 1849 med sit næstsøskendebarn Peder Sørensen Helle fra Hunderup født 1816. De overtog Johannes fødegaard, de fik 4 børn, hvoraf kun de to fik efterkommere, nemlig sønnen Peder Pedersen Helle, som overtog gården, og datteren Ane, som blev gift med Thomas Thomsen, Sønderby.
Nr 3 og 4 var tvi11inger Christen og Mette født 30. marts 1831 - vistnok døde samme år.
Nr 5 og 6 var ligeledes tvillinger - Christen og Peder født 11. marts 1833. Peder døde 23. marts1839 - 6 år gl. Christen Pedersen - altid kaldet Kristen Krænseri - blev gift med Ane Johanne Nielsen født 25. januar 1836 i Al1erup. Hun var blevet opdraget i den gård i Nørreby, som de ved deres giftermål overtog. Det var en ¼ -gård, og om denne hed det sig, at den "Woer nowr størr i æ moel" end de andre fjerdeparts gårde, og det hed videre, at det kom af, at landmålerne under udskiftningen i 1767 havde boet på denne gård og været så godt tilfreds med underholdet, at de som tak herfor havde målt lidt rigeligt til ejeren. Hvor meget dette har på sig, kan jo ikke afgøres nu, men efter hvad jeg har bragt i erfaring, er der noget, som kan tyde på, at det ikke alt sammen er helt ved siden af, thi et stykke eng, som har hørt til denne gård - Lille eng - og som senere tilhørte mig, var for denne parcels vedkommende ikke så lidt større i mål, end en anden engparcel ved siden af, som var udlagt til en anden gård af samme størrelse.
Kristen Krænsens gård lå midt i Nørreby, og det var måske på grund af dens beliggenhed, at den en tid fungerede som brevsamlingssted. Postvæsenet var dengang, helt til op i halvfemserne meget primitiv set med vore øjne. Landpostenes distrikter var uhyre store, så det var umuligt for dem at komme rundt til alle adressater, hvorfor de lagde posten på centrale steder, og derfra fordeles videre til rette vedkommende, hvad særlig var børnenes bestilling. Breve; som skulle afsendes, måtte også indleveres her.
Kristen Krænsen var af middelhøjde, en rask og spændstig mand. Han havde lune, og kunne godt lide en spas, hvad følgende lille træk viser. En dag kom vor tjenestedreng sammen med en kammerat - et par store drenge i 13-14 års alderen - slentrende ude fra engene. Kristen Krænsen var netop ved at lukke ledet for sin fenne, da de nåede dertil, drillede ham dem med, at de nok ikke havde lært, at løbe efter den march at dømme som de satte op. Drengene protesterede, jo vist kunne de løbe. Kristen ville ikke tro dem, i hvert fald ville han da først se det og tilbød et væddemål med dem om, at han kunne kamme først ind til byen. Dette var noget far drengene - de morede sig - sådan en gammel knark skulle de snart løbe fra. Men resultatet blev, at Kristen kom først. Han har da været omkring ved de 60 år.
Kristen Krænsen døde den 28. februar 1915.
Kristen Krænsen og Hanne havde i deres ægteskab 6 børn:
1. Ingeborg, født 17. maj 1864, gift med gårdejer Peder Nielsen, Sønderby - 2 børn.
2. Ane, født 15. maj lS65, gift med Anders Hansen Bejer, f. 11/1-1855, Darum mark. - 8 børn.
3. Hans.
4. Peder, født 25. november ?, gift med Else Knudsen f. ? - 3 børn.
5. Mette, født 20. juni 1874, gift med Kristian F. Smidt, Darum. - l barn.
6. Dorthea, født 19. november 1878, gift med Gjerluf Knudsen - 2 børn.
Den ældste af sønnerne, Hans, overtog fødegården, men havde den ikke ret mange år, idet han solgte den til udstykning, hvorefter han har haft gårde flere steder her omkring på egnen, sidst i Tjæreborg. - Et stykke af den udstykkede gårds stuehus står endnu, og på en parcel blev opført den ejendom, som jeg købte 1909. Ved Hans Krænsens navn er der den mærkelighed, at han har Christensen til efternavn, medens de øvrige af hans søskende er døbt Pedersen, hvilket har givet anledning til gisninger, men forklaringen er den, at han skulle have haft Christensen som mellemnavn, hvad i første omgang blev glemt, og da forglemmelsen skulle rettes, havde præsten i kirkebogen blot tilføjet navnet, så det kom til at stå som efternavn. -
Den anden søn Peder Krænsen fik en mindre gård i Darum Vesterby, og havde i sit ægteskab med Else Knudsen 3 børn, 2 piger og 1 søn, hvilken sidste, som før nævnt, nu ejer slægtsgården - "Pe´Helles gård", som dog nu er stærkt udstykket. Peder var i mangfoldige år brandfoged helt til sin død. Han var en stor stærk og kraftig bygget mand, en meget dygtig sletkarl. Ingen kunne som han slå et skar græs i Marsken. Han fik en brat død den 4. oktober 1940. Han var som sædvanlig stået rask op og havde givet sig i lag med morgenmalkningen, da han pludselig faldt ned fra køerne og var død. Nogle dage forud herfor mødtes han og jeg tilfældigt, og jeg bragte da vort slægtskabsforhold på bane. Under denne samtale berettede han om sin bedstefaders pludselige død, således som jeg har anført foran. Ingen af os tænkte da på, at det så hurtigt efter skulle gå ham ligesådan, og at vi ikke skulle ses mere.
Kristen Krænsens 4 døtre blev alle gifte med mænd fra Darum, Af disse har to gjort sig bemærkede ud over det almindelige, hver på sin vis. Anes mand er den bekendte benbrudslæge Anders Hansen (Bejer) - et tilnavn, han i sin tid fik, fordi han i nogle år havde sit tilhold i Darum kro hos daværende kroejer Peder Bejer. Efter at Anders i sine unge dage havde ført en ret utvungen tilværelse dels ved forskelligt arbejde og dels ved at drive handel med klude, ben og hestehår o.l., blev han gift med Ane, og de bosatte sig i en mindre ejendom på Kærgaardsmark, som de drev i en del år, indtil de solgte den og købte ejendommen på Darum Mark. De tilbragte der deres alderdom i et nyt lille hus ved siden af Darum Marks forsamlingshus, hvor jeg opsøgte dem en dag for at snakke familie med Ane. Jeg traf Anders uden for huset, en lille rund gamling famlende sig frem langs muren hen mod døren. Efter en bemærkning fra mig om, at fodskiftet nok ikke mere var så let, som det havde været, sagde Anders "Nej, de´ er skidt mæ æ bentøj, især kniber´et mej o fløt den jen fued, men ejsen er a rask o fejler slet eet nowr". - Den sidste del af udtalelsen kan lyde lidt mærkeligt for den, der ved, at han var fuldstændig blind. Blindheden skyldes vistnok stær, som der altså måske kunne rettes ved, men som den særling han var, ville han ikke søge læge og ikke lade sig underkaste nogen operation. - Han har aldrig fejlet noget, aldrig været syg og aldrig søgt læge - sagde Ane, da vi var kommen ind og bleven bragt til sæde, og henvendt til Anders: "Med det helbred, du har, kan du let blive hundrede år, så det var da et forsøg værd, om du kunne få noget af dit syn igen. - Men Anders reagerede ikke, han havde åbenbart hørt dette før. - "Åh, hva", sagde han, - "A ka da sie, om de er lyst eller mørkt, o a ka da osse sie æ lysskær frå æ lamp, nær den er tænd, o a føl mæ så rask o godt tepas, så de goer jo godt illywl". Anders Bejer hørte til et helt dynasti af benbrudslæger, idet både hans far og hans farfar, der begge var smede i Darum praktiserede på dette område. Navnlig var farfaderen Anders smed kendt viden om og havde en meget stor praksis. Om Anders Bejers evner og dygtighed som benbrudslæge, var det meget delte meninger. Nogle troede blindt på ham og gav sig trygt ind under hans behandling, medens andre ikke regnede på ham og kun havde et smil tilovers for hans kunst, og begge synspunkter kan være berettigede. Anders selv havde en mægtig tiltro til sine evner og faktisk har han hjulpet mange mennesker, også nogle som 1æger forgæves havde kludret med. - Hans behandling af benbrud er i enkelte tilfælde bleven videnskabeligt efterprøvet, idet nemlig vedkommende patienter bagefter har følt sig utrygge over for Anders' kunst og derefter ladet bruddet undersøge ved røntgenfotografering på et sygehus og hver gang har lægerne måttet erkende, hvor nødig de måske end ville, at det var rigtig lavet.
Disse eksempler viste, at Anders virkelig kunne noget og bidrog naturligvis til, at gøre ham endnu mere populær. - Han fik derfor en stor søgning, og man har aldrig hørt noget om, at hans patienter har taget skade af hans behandling eller fået varigt men deraf, indtil 1940, da det viste sig, at der hos en dreng var sket en forkert sammensætning af et brud på en arm, men folk, som kender noget til sagen, vil påstå, at det ikke var Anders' skyld, men at drengen selv havde fået det af lave igen, og at Anders ikke fik lejlighed til at rette det. - Overlægen på Ribe sygehus anmeldte sagen, og det b1ev en bøde på 100 kr. for kvaksalveri, samt et avertissement i avisen om, at han ikke mere ville praktisere. - Nu er der folk, der påstår, at Anders ingensinde havde mere søgning end efter denne annonces fremkomst. Men når der nu alligevel, trods alle de gode resultater Anders´ kunst kunne fremvise, blev trukket på smilebåndet ad ham, så har det sine gode grunde. Anders var en praktisk mand uden særlig stor oplysning. Hans kendskab til den menneskelige legemsbygning eller benbygning skyldtes næppe særlig omfattende videnskabelige studier at dømme efter de betegnelser han sædvanligvis anvendte, om de forskellige dele her af. Men når Anders alligevel har haft heldet med sig i sin store praksis, så beroede det alene på hans fintmærkende fingre, ja, og så en enestående dristighed til at påtage sig ansvaret for andre folks før1ighed. Det var Anders' behandling af de større benbrud, som enhver har kunnet konstatere, der gjorde ham berømt. Men ellers for de øvrige skaders vedkommende, de mindre og mere skjulte tilfælde, var der den ejendommelighed ved Anders' diagnose, at det altid var galt fat med et eller andet mystisk lille ben med et mærkeligt navn, som patienterne aldrig havde anet, de var i besiddelse af. Dette ben var enten skredet, gået af led eller slet og ret brækket. Navnlig indtraf i Anders' praksis ofte brud på et ben, som han i sin naivitet kaldte styrebenet, et ben der skal findes flere steder i knoglesystemet, navnlig i hånd- og fodled. - "Det er æ sty'rbien, der er brækket" - konstaterede Anders med frejdighed. - Skeptikere, som ikke kan følge Anders i hans biologiske udviklinger, vil derfor mene, at meget af, hvad han har kureret, slet ikke har været i stykker, men kun forstuvninger eller forvridninger, som alligevel var kommet sig uden Anders' hjælp. I den forbindelse fortælles der en historie om, at en her på egnen boende læge gav sin chauffør en indsprøjtning af et kemikalium i håndleddet, hvorved det svulmede op, og sendte ham så til Anders Bejer, der så gik i fælden. Anders vidste også råd for mange andre sygdomme, og han uddelte gerne disse råd til folk, men det skete kun i forbigående, når han hørte tale om sygdom, thi der var næppe nogen, der søgte ham af sådanne grunde. Mange af disse råd var nemlig så mærkelige og naive, at man kun bruger dem til at more sig over. Der fortælles naturligvis adskillige træk om Anders som den original han var, og her skal gengives en af de muntreste. - Det var mens han endnu drev landbrug på Darum mark, at han og en anden husmand der i nærheden var kommet i et skævt forhold til hinanden, hvad dog næppe var Anders' skyld alene. En dag var et par får, som tilhørte Anders kommen ind på den anden mands område, hvor denne straks optog dem, og Anders måtte så betale optagelsespenge for at få sine får igen. Manden solgte imidlertid senere sin ejendom og flyttede bort, og Anders nåede ikke at få den tort med fårene hævnet. Men nogle år efter kommer nævnte mand slemt til skade med en tå, og han søger så Anders om hjælp. Han træffer ham ude i marken, og Anders er straks parat til at øve sin kunst. Til Anders' operationer behøves ingen fint udstyret klinik med dyre instrumenter, han kan lige så godt foretage dem ude på marken under åben himmel, som hjemme i Anes køkken. Manden blev derfor anbragt på et dige, og Anders konstaterer straks, at stortåen er gået af led, hvad der under andre omstændigheder ville have været en let sag for ham at ordne. Men Anders havde ikke glemt historien med fårene eller de andre mellemværender fra førhen, og nu var her en god lejlighed til at få den gamle regning gjort op. Anders trykkede på de forkerte steder og drejede rundt med den ømme tå flere gange, inden han endelig satte den i led, og hver gang lød mandens hyl og skrig vidt ud over markerne. - En af Anders' naboer, der hørte de vilde hyl, gik over for at se, hvad der gik for sig, men nåede kun at se manden forsvinde bort fra åstedet, mens Anders stod og morede sig. "Ha, ha, ha" sagde Anders, "No fek han fanden ta mæ buede for ny og gammel skae".
Den anden af Kristen Krænsens svigersønner, som her skal nævnes er den yngste datter Dortheas mand Gjerluf Knudsen, "Gjale", som han til daglig kaldtes, var også en kendt mand i Darum sogn om end på en anden måde end svogeren. Han var uafbrudt medlem af Darum sogneråd i 28 år og deraf dets formand i 24 år. Han var i ca 20 år også formand for Darum sogns transformatorforening, og havde desuden mange andre tillidshverv. Han var en dygtig kommunalmand, der havde let ved at sætte sig ind i de foreliggende sager og træffe sin afgørelse. Han var ikke smålig, fortabte sig ikke i petitesser, men huggede resolut den knude over, som det ikke syntes umagen værd at løse.

III. Maren var den tredie datter i rækken. Hun fødtes 1803 og døde 1816, altså 13 år gammel. '

IV. Apolone hed nr. 4 og blev født den 30. april 1805. Død 31. juli 1878.
Gift 5. november 1831 med gårdmand Jens Michelsen i Vilslev, hvor hun blev stammoder til en udbredt slægt. Jens M. Laurldsen har i sine familieoptegnelser gjort rede for denne slægt, hvorfor jeg blot vil henvise hertil.

V. Niels Christensen Helle den anden af samme navn i Helle-slægten, var den første søn i ægteskabet. Han blev døbt den 13. september 1806. Døde 4. august 1876. (Han blev begravet den dag, jeg blev døbt).
Den 11. april 1840 blev han gift med Maren Hansdatter fra Darum, født 1810 og død 1878.
Niels Helle, som altså blev min bedstefar (morfar) må have købt sin gård, den gård der blev min fødegård, i l830,erne, måske kort før sit giftemål i 1840. Gården ejedes da af en mand ved navn Jens Jensen, men denne gård skal omtales udførligere andetsteds. Niels Helle havde arvet sin bedstefaders, den første Niels Helles, handelstalent. Det var dog ikke ejendomme eller store gårde hån handlede med, således som stamfaderen havde gjort, men han drev en tid en omfattende kreaturhandel. Han færdedes rundt om på handelens vegne og var en kendt mand i hele omegnen. Hans bedste operationsfelt var sognene vest på, især Jerne og Skads. Når han kom hjem fra sine ture og blev spurgt, hvor han havde været, lød hans svar som oftest: "A hår van om i Jaen sovn".
Med handelen fulgte jo lidkøb, og det kunne hænde, at de blev for mange og temmelig store for ham, uden at jeg dog har fået indtryk af eller hørt det mindste om, at han var særlig fordrukken ud over, hvad alle mænd var i den tid, hvor brændevin hørte med til den daglige kost. - Niels Helle handlede en tid i kompagniskab med en anden handelsmand, som hed Rask Bom - "Tykke Rask", som han til daglig kaldtes, og en dag, de havde været kørende ud på handelen, og var kommen sent hjem, havde de tabt vognnøglen, som havde sin plads i vognen. Det var dog først morgenen efter, da vognen skulle smøres, at tabet blev opdaget. De to uheldige mænd regnede så ud, at de måtte have tabt nøglen et sted mellem Lille- og Store Darum, hvor vognen havde hældet slemt, hvorefter Kristen, Niels Helles søn, som selv har fortalt historien, blev sendt ud for at finde den. Vejen til Lille Darum gik den gang i zigzag og dannede flere skarpe vinkler, og - fortæller Kristen videre måske nok med lidt overdrivelse - her i hvert af' disse skarpe sving kunne han se, at vognen var væltet, og endelig fandt han nøglen i det sidste sving nede ved Lille Darum, hvor de var væltet første gang. Vognen var en lille let stadsvogn med fastskruet fadding og agestol og derfor let for et par stærke mænd at rejse igen. Men ellers når Niels Helle var ude på egen hånd, foretog han gerne sine ture til fods og om sommeren som oftest barbenet. Det almindelige menneske, gennemsnitsmennesket glemmes efter dets bortgang ret hurtigt af eftertiden, da der hos det ikke findes særlige holdepunkter, erindringen kan fæstne sig ved. Det er de særprægede skikkelser - originalerne om man vil, blandt det jævne befolkningslag, der lever ud over deres tid i efterverdenens bevidsthed. Deres ejendommelighed, deres særegne færden og deres vid og egenartede udtryksmåde har så ofte været genstand for omtale blandt deres samtidige, at det alt sammen har fæstnet sig i sindene og er derefter blevet berettet fra generation til generation og til sidst bleven historie.
Niels Helle har været noget af en sådan original. Endnu 100 år efter lever der i folkemunde stadig en del anekdoter, og træk om ham, der viser ham som en særpræget personlighed. - Han har åbenbart været en børneven. Gamle folk, som var børn i hans mandomstid har fortalt om, hvorledes han kunne tumle med dem. Når han gik gennem byen, havde han ofte en hel flok rollinger om sig, og de elskede ham, skønt han også, når de h1ev ham for nærgående, straffede dem ved at knibe dem i armen, så det gjorde ondt. Han havde ofte muntre indfald og en egen form for lune. - En dag, de skulle have grønkål til middag, blev den sat på bordet i skoldhed tilstand. Niels Helle, der tog den første skefuld, brændte sig slemt derpå, men han bed smerten i sig, og uden at fortrække en mine, sagde han vredt henvendt til sin kone Maren: "Do ku da osse ha kommen mæ´en ilav en vår warm". Dette udbrud havde den forønskede virkning, idet tjenestekarlen, der netop var på vej til munden med sin første skefuld, tog denne uden at føle sig for, og fø1gen blev, at han gav sig ynkeligt, mens Niels Helle morede sig.
Niels Helle kunne godt lide, en god bid mad. Der fortælles, at når han smurte en rundtenom, blev det til et vældigt lag af det gode hjemmekærnede smør. Det blev stundom Maren for meget, og hun forsøgte så at kalde ham til orden ved at sige: "Nej ved do no hva Niels, no gjør do et da for grow". Men Niels svarede blot: "Æ smør hår alIer klemt mæ, hvorfor ska a så klem de". - Det var ikke alene til sig selv, han anvendte denne smøremetode. Skete det, at han smurte hjorddrengens mellemmadder, så blev de lavet på samme måde, hvorfor drengene ikke var kede af at have ham til det.
På den omhandlede tid var overtroen endnu ikke helt udryddet, også troen på hekse fandtes der spor af. En ældre kone ved navn "Ann Jørns" blev af nogle beskyldt for hekseri. Når et husdyr døde, eller når der var vanskeligheder ved at kærne smør, - ja, så var det nok Ann Jørns, der havde en finger med i spillet. Niels Helle opholdt sig en dag i møllen, og da han så Ann Jørns komme, tog han hurtigt et par halmstrå og lagde dem overkors i døren. Ann gik ind uden at bemærke stråene, og Niels Helle sagde så: "No ka a da sie, do er ingen heks Ann, for do ka go øver en kors, de ku do ejsen ett ha gjor". - Ann, der åbenbart har følt sig trykket af den slemme beskyldning, blev så glad derover, at hun både gik, løb og sprang flere gange over korset for yderligere at bekræfte sin uskyld. - "Ja. de er godt Ann", sagde Niels Helle, "A hår heller aller trov´et om dej".
På en af sine ture kom han en tidlig sommermorgen ind i Allerup præstegård. Præstefruen korsede sig højlydt over, at han var så tidligt ude om morgenen på bare ben, og hendes forundring blev endnu større, da Niels Helle forklarede hende, at han ikke havde haft hoser på hele natten. -
På den tid boede der i Vong en læge, der hed Ilsted - "Vongs doktor" blev han almindelig kaldt, og han var selv en original, om hvem der gik mange historier. Han spurgte en dag Niels Helle om, hvor mange mennesker han i sine dage havde snydt i handel. Men Niels Helle var der øjeblikkelig med et modstød, han sagde: "Hvo manne minnersker hår do forgien i di daw, Ilsted".
Niels Helle kunne stundom opføre sig på en noget uhøvisk, men i grunden såre naturlig måde, som vakte både munterhed og forargelse, eftersom man var indstillet til, men som anstændigvis kun kan beskrives ad omveje, navnlig af en fuskers pen som min, der let vil blive beskyldt for at være plat. Jeg vil derfor lægge vejen ad et par af vore største digtere, der begge, hver på sin vis, har behandlet lignende emne, den ene let og elegant, den anden drastisk og ligetil på god almuevis. Johannes V. Jensen skildrer i sine berømte Himmerlandshistorier en mand, som kun var lille af vækst, "men han kunne udvikle tarmluft for en kæmpe", medens Jeppe Aakjær i sine erindringer, hvor han omtaler sin bedstefar skriver, at "han var den eneste som kunne slå en skid i laget". - Det var det Niels Helle også turde, og han gjorde det, når det passede ham, lige meget, hvem der var tilstede.
Som nævnt fik Niels Helle en del lidkøb, og da Maren en gang foreholdt ham, at han drak for mange kaffepuncher, sagde han: "A hår da aller novesind dråken mier end jen ad æ gång, Maren". - Niels Helle har næppe været nogen stor slider, skønt han havde gode kræfter og et godt tag på arbejdet. Min far fortæller, at da han tjente hos ham, havde de en plov, som det var en forfærdelig mas at pløje med, når arbejdet skulle gøres ordentlig, hvorfor karlene klagede over den, det ville Niels Helle imidlertid ikke høre noget om, hvorfor han tog fat pa ploven og ved at lægge kræfterne i kunne han vende en god fure med den, værdig til efterlignelse. Men det blev kun få omgange, så overlod han til karlen at gøre ligeså.
Niels Helle og Maren havde i deres ægteskab 2 døtre og 1 søn.

Den ældste var datteren Sidsel Nielsen Helle, født 29. maj l84l og død 4. marts 1888 i Jedsted. Hun blev gift med gårdejer Hans Andersen (Ibsen) i Jedsted, født 2. august 1838 og død 2. juni. 1910 - Han var enkemand. De fik 3 sønner:
- Anders Ibsen Andersen, født den 4. april 1874 i Jedsted og død i Tjæreborg. - Gift med Ane Dorthea Nielsen fra Sejstrup den 18. marts 1910.- De havde 10(?) børn.
Anders Ibsen overtog fødegården, men måtte senere sælge den på grund af pekuniære vanskeligheder, hvorefter han købte en lille ejendom i Tjæreborg.
- Den anden søn hedder Niels Helle Andersen, født 24. februar 1876 og gift oktober 1904 med Ingeborg Kristine Knudsen fra Vils1ev født 20. marts 1882. De overtog i 1904 den gård i Jedsted, de endnu (1940) ejer. De har 4 børn.
- Den tredie søn hedder Johannes Andersen, født 10. april 1880 i Jedsted, rejste som ung til Amerika, var senere hjemme en rejse, blev da gift med Karen Andersen fra Vilslev. De bosatte sig i Amerika, og har 4 børn.

Sønnen Christen Nielsen Helle blev født den 10. juli 1844 og døde den 31. marts 1920. Han blev gift den 19. november 1870 med Marie Pedersen datter af sognefoged Peder Kjældsen i Sønderby. Hun er født 1. december 1846, og død 8. februar 1921. Ved deres giftemål overtog de Maries fødegård, og Peder Kjældsen og Stine - en datter af daværende degn i Darum, P. Christensen - gik på aftægt. Det var en meget god gård, som Christen senere bortsolgte en del udmark fra, og de besad den, indtil de solgte den og flyttede til Nørreby, hvor de byggede et hus, og her døde de begge med knap et års mellemrum. Christen lignede sin far meget. Han havde lune, yar altid parat til en god spøg og fandt stor lyst i at drille folk, men altid på en harmløs og morsom måde, men navnlig havde han arvet faderens lyst til handel. At se ham handle eller blot optræde som mægler ved en handel, ja, det var ligefrem kosteligt. Så var han rigtig i sit es, brugte munden og lod sit egenartede vid spille. At beskrive en sådan handelssituation og give et blot nogenlunde indtryk af hans væsen ved en sådan lejlighed er ikke muligt, den skulle overværes. Men når jeg alligevel nævner et par tilfælde her, så er det nærmest for min egen fornøjelses skyld, for at få genopfrisket mindet. om et par situationer, jeg overværede, hvor Christen udfoldede hele sit smittende lune, og som morede mig så godt, at hele sceneriet endnu står helt tydeligt for mig.
Det var i min ungdom, mens jeg var karl hjemme, at morbror Christen sammen med to andre Sønderby mænd og margarinefabrikant Lund fra Esbjerg en dag i flok og følge kom anstigende ind i vores gård. Det var en hestehandel det gjaldt. Christen og Lund var venner fra den tid sidstnævnte boede i Darum som mejeribestyrer, og da Christen en dag havde været i Esbjerg og bl. a. også beset Lunds heste havde han sagt: "Den jen der, den hår Niels Kristian akkuråt æ måg te, bestemt lissom en sier en. Den sku do sie o fo fat i. så hår do en kjøn spænd". - Det blev så aftalt, at Lund skulle komme om til Christen en dag, så kunne de jo prøve, om hesten kunne købes, og nu var de her altså. Jeg mønstrede så hesten efter alle kunstens regler både i skridt og trav. Den blev kritiseret, rost og dadlet, eftersom man nu yar indstillet til.
Det var naturligvis min far, der fremhævede hestens gode dyder, medens Lund og just ikke mindre Christen kun syntes at finde fejl hos den, en af hans måder at drille på. De havde nu set hesten og gik indenfor for at påbegynde handlen, og da jeg noget efter kom ind for at høre, hvordan det gik, var denne i fuld gang samtidig med, at de havde fået forskud på lidkøbet, og det gik ikke helt stille af. Der var blevet forlangt og givet bud, og så vidt jeg forstod, slået af og lagt til på prisen flere gange, men alligevel manglede der, da jeg kom ind, 40 kroner i at de var enige. Det ville imidlertid efter Christens mening, som han ikke holdt ved sig selv, under andre omstændigheder have været en let sag at rydde en sådan bagatel af vejen, det ville blot være at slå 20 kr. af for den ene og for den anden at lægge 20 kr. til, - altså hvis det havde været et par raske mænd og ikke et par drønnerter og stivnakker. Så faldt han over min far, at han var en stor dumrian, hvis han ikke kunne se, at det var en stor pris for sådan en krikke, og at han stod i sin egen lyssen, når han ikke nu benyttede lejligheden til at få den solgt og endte med at sige, at han, Christen, aldrig mere skulle komme med handelsfolk til ham, når han opførte sig på den måde. Min far parerede med at sige, at det skulle glæde ham, om Christen blev borte ved sådanne lejligheder, hvad han forresten havde bedt ham om flere gange før, uden at det var hjulpet, thi hans mægling gik altid ud på at hjælpe køberen og aldrig ham. Da latteren havde lagt sig efter denne kontravers, gik Christen løs på Lund, med en lignende skylle. Han skulle ikke komme her og fornærme både sælger og mæglere ved at skambyde på en god hest, ville han bevare lidt, af sin agtelse, så havde han kun et at gøre: Resulut at byde deling til. Lund ville have mere løjer ud af det, han sagde: "Det kan du sagtens sige, Christen, det er mig, der skal betale pengene, hvis det var dig, ville du ikke købe hesten til den pris!". "Nå de´ trovr do ett", sagde Christen og rakte hånden ud mod min fader og henvendt til ham: "A gir den pris, ska a så ha'en"? - Min far slog øjeblikkelig til, og en vældig latterbyge skyllede hen over Christens syndige hoved. - Der fulgte nu en scene, hvor Christen grundig blev drillet efter sin egen recept. - Han blev spurgt, hvad han troede, de ville sige derhjemme, når han kom hjem og fortalte, at han havde købt en hest, som han slet ingen brug havde for. Lund var til at begynde med naturligvis meget fornærmet over at Christen var gået ind i hans handel og nappet hesten lige foran næsen på ham, men senere priste han sig meget lykkelig over, at han ikke havde fået hesten til den pris. Min far ynkedes inderlig over Christen, fordi han var kommet så skidt afsted, og med henblik på familieskabet kunne han måske tænke sig at lade handelen gå tilbage, naturligvis mod en passende sum i opslag. De havde nu fuldstændig overtaget og benyttede det grundigt. De små udfald, Christen forsøgte, var kraftesløse og uden virkning. - Ende resultatet blev naturligvis, at Lund fik hesten; thi dagen efter korn Christen og meddelte, at vi kunne levere hesten i Esbjerg.
En anden gang, det var mens jeg havde ejendommen, var det en khandel, det foregik i. Jeg havde en græsko - grow udle å æ slaw- som skulle sælges, og da jeg tilfældig en dag mødte Boe fra Lille Darum, gjorde vi aftale om, at han skulle komme om eftermiddagen og se på den. Jeg sagde da til min far og Christen, at de skulle komme op at få lidkøbet med, og det traf sig sådan, at de mødtes ved møllen og kom alle tre samlet hen at se på koen. - Imidlertid var jeg ikke så lidt i bekneb med, hvad jeg med rimelighed kunne forlange for en sådan ko, men fik så en lys ide. Jeg bød dem indenfor, fik dem bragt til sæde og sagde så, at der var en lille ting, jeg lige skulle have ordnet, men nu kunne morbror Christen sælge koen, så ville jeg straks komme ind og give lidkøbet. Da jeg kom ind igen, havde Boe givet et ret antageligt bud, men Christen ville have ham højere op endnu, og resultatet blev, at jeg fik ikke så lidt mere for koen, end hvis jeg selv skulle have solgt den. Min far tjente i nogle år hos bedstefar, Niels Helle, og var noget af tiden sammen med Christen, som opholdt sin hjemme, indtil han blev gift og flyttede til Sønderby. De er sikkert kommen godt ud af det med hinanden også den gang, ligesom de senere omgikkes meget ikke mindst på deres gamle dage, hvor de kom til at bo så nær hinanden, indtil de begge døde i 1920. Jeg har i hvert fald aldrig hørt min far omtale Christen Helle på nogen ufordelagtig måde, hvorimod han har fortalt adskillige muntre træk om ham, som tydede på godt venskab mellem dem. - Christen var næppe særlig ivrig efter arbejdet i sine unge dage, i hvert fald ho1dt han meget af en morgenlur, og det kneb med at få ham op, dette faldt dog ikke Niels Helle så vanskeligt. Han må have haft det rette tag, thi så snart Christen hørte sin faders træskotramp i bryggerset, var han ikke længe om at komme ud af sengen. Disse træskosignaler betød dog ikke altid fare. De havde nemlig en tjenestedreng, hvis træskoklapren ude i bryggerset vanskeligt kunne skelnes fra Niels Helles, og når så Christen for sent opdagede, at det var drengen, der havde lavet falsk alarm, skældte ud: - "den støk dreng kunne da osse gå på en anden måde".
Jens Jepsen kunne på sin egen måde også få Christen vækket. Han var en stor spasmager, og gav ikke Christen noget efter, hvad lysten til at drille folk angår om end på en mere korporlig måde. Det var hans største lyst at komme over nogen, der befandt sig i en eller anden akavet stilling, hvor det ikke var muligt at værge for sig, og holdt ham fast der, indtil vedkommende var så tilpas vred, at Jens Jepsen fandt det rådeligst at forsvinde hurtigst muligt. - Jens Jepsen boede på den lille ejendom, som senere ejedes af Niels Jensen Pedersen. Han var tækkemand og gik stundom på dagleje hos Niels Helles. Når han kom på arbejde om morgenen og fandt min far alene i gang med arbejdet i stalden, var det første han sagde:"Er Christen et op endno - læ mæ li´eg kom te, så ska a snår fo såen en kål op". I stalden hang et stykke af en læderskagle, som benyttedes til at genne kreaturerne på stalden med, når de var nede ved vandtruget for at drikke - den gang kendte man ikke til at vande på stalden. Denne skagle tog Jens Jepsen og listede så ganske stille ind i karlekammeret, hvor Christen sov, trak med et rask tag dynen op over hovedet på ham og gav ham et ordentlig rap eller to, hvorefter han skyndsomst forsvandt, hvad også var klogeste, da Christen naturligvis blev rasende, og da han var langt den stærkeste, ville det ikke have været rart for Jens Jepsen, om han var blevet grebet i sine utuskestreger.
Jeg husker fra min drengetid, at der var den skik mellem vore hjem, at der udveksledes kager, når der blev bagt i den store ovn, således at når vi bagte, bar vi en stor sigtekage til Sønderby, og når de bagte, kom de med en tilsvarende til os. Når der så de pågældende steder bagtes til forskellige tider, hvad naturl1gvis var tilfældet, var det en meget god skik, da man derved oftere fik lejlighed til at nyde en friskbagt sigtemellemmad og halvere de lange mellemrum mellem ens egne bagninger. Man bagte den gang alt sit brød selv, og det skete kun en gang om måneden eller så, hvorfor det nok kunne blive noget tørt på det sidste. Det var først omkring århundredskiftet, at det første bageri oprettedes i Darum. Det var i møllen og var udelukkende rugbrødsbageri.
Det var mig, der havde den bestilling at bære disse kager op til morbrors, men egentlig glad ved dette hverv var jeg ikke, da det voldte mig noget besvær. Det var nemlig et meget stort sigtebrød, som sammen med en del "stuer knapkager" - et til hvert af børnene - blev bundet ind i et stort tørklæde, og alt det tilsammen vejede ret godt til på min arm særlig det sidste stykke af vejen - lille byrde bliver lang vej tung - og dertil kom, at når jeg skiftede arm, kom pakkens indhold i ulave, så knapkagerne truede med at falde ud, hvilket gjorde mit job endnu besværligere, og det var derfor med en befriende følelse, jeg lagde min byrde fra mig på moster Maries køkkenbord. - Jeg blev ellers godt modtaget i Sønderby, ikke blot af moster Marie med sit milde og venlige væsen, men også og i mindst lige så høj grad omend på en mere larmende måde af børnene, hvis interesse dog næppe så meget gjaldt min person som mit ærinde. Så snart jeg var ankommen med kagerne, kom de af børnene, der for øjeblikket var tilstede, styrtende for at sikre sig hver sin andel. Der kunne være en anelse forskel på knapkagernes størrelse, hvad også de mindste af børnene havde opdaget, hvorfor det gjaldt om at sikre sig den største. En gang, jeg husker, kom Johannes, den mindste af drengene først. Med et falkeblik overså han hurtigt hele beholdningen, greb lynsnart 2 af kagerne, de to, som hans skarpe blik i et glimt åbenbart har sagt ham var de mest attråværdige, og med en i hver hånd fjernede han sig for at foretage en nøjere måling. Denne måling foretog han på denne måde, at han holdt dem sammen og stillede dem med enderne mod bordpladen, hvorved han nøjagtig kunne konstatere, hvilken af dem der ragede højest op, og denne sikrede han sig naturligvis, mens han skubbede den, der var funden for kort, hen til sine søskende til ny vurdering. Disse knapkager, de rigtige, betingedes af de store bagninger, hvor al slags brød blev fremstillet og bagt i den store ovn, som den gang fandtes i hver gård. Knapkagernes indhold var for en stor del skrabninger fra dejtruget og rester af alle foreliggende stags kagedej, som æltedes sammen med noget bygmel og flormel og gjordes ekstra gode ved tilsætning af fløde, fedt, smør og måske andre gode ting. De formedes som små langagtige sigtebrød, og når sådan en nybagt knapkage blev flækket og, smurt med smør, ja, så var den en ren lækkerbidsken. - Hjemmet i Sønderby var meget gæstfrit. Det havde det været i Peder Kjældsen og Stinnes tid, og Marie og Christen fulgte de gode traditioner.
Marie og Christen Helle havde i deres ægteskab 9 børn, hvoraf 2 døde som små:
l. Maren fødtes 20 juni 1871. Hun var gift 2 gange, første gang med Niels Peder Larsen, der var Fynbo. De boede først på Breumgaard, derefter i Allerup i nogle år, hvorpå de igen flyttede til Darum pa en ejendom, de købte i Midtby, hvor N.P. Larsen døde i 1911. Maren indgik i 1912 nyt ægteskab med Jens Krog, der stammede fra Guldager. Han døde i 1933. Haren døde 15. oktober 1937. Hun fik ingen børn i nogen af ægteskaberne.
2, Stine blev født den 3. oktober 1872 og døde 28. februar 191o. Hun blev 1894 gift med Kristian Pedersen. De bosatte sig på en nyopført ejendom på en markskifte fra Christen Helles gård, kaldet "Røgel". De havde 2 sønner, Herluf og Helge.
3. Niels var den første søn og blev derfor opkaldt efter farfaderen gamle Niels Helle. Han blev født 13. september 1874 og døde 4. oktober 1934. Han blev gift den 21. marts 1902 med Marie Kirstine Hansen født 11. marts 1878 og døde 22. september 1940. De overtog Stines fødegaard, Tonnes Hansens gård i Sønderby (Sønderbyvej 14), en ret god gård, men ikke så lidt forsømt. Men Niels var en dygtig mand, der hurtigt fik skik på tingene og ejendommen i god drift, forøgede og forbedrede gården ved køb af gode og velbeliggende mark- og engskifter, ombyggede stald og lade, så det til sidst blev en meget god gård. Niels lignede ikke sin fader i ret meget. Han havde ikke arvet dennes handelslyst og drev derfor ikke handel udover, hvad gårdens omsætning krævede. Han passede sin bedrift til punkt og prikke, var en god økonom og blev en formuende mand. I sit ægteskab havde han kun et barn, datteren Abelone Marie, der blev gift med Georg Nielsen. I 1932 afstod han gården til datteren og svigersønnen, og han og Stine flyttede så ind i en lejlighed, de havde indrettet i stuehusets østre ende. Her levede Niels imidlertid kun 2 år, idet han døde i 1934 - 60 år gl. - Nogle få år efter Niels´ død flyttede Stine over til Nørreby, hvor hun havde ladet opføre en lille villa, men boede kun et par år her indtil hun døde i 1940.
4. Mine blev født 3. september 1876 som fjerde i rækken. Hun blev gift den 29. apri1 1902 med Jørgen Therkildsen, født 7. augus 1871, som ejede gården i Nørreby, hvor de bosatte sig. -
Jeg havde den ære, at være, "By'emand" til deres bryllup d.v.s., at gå rundt og indbyde gæsterne til bryllupsfesten. Det var ellers skikken, at en ugift broder til bruden fik denne bestilling, om hun da ellers havde nogen broder, og dem havde Mine endda to af, men formodentlig har ingen af dem været hjemme på dette tidspunkt, hvorfor jeg så som nærmeste s1ægtning er blevet udset til at træde i stedet.Det ville være synd at sige, at jeg følte nogen særlig stor glæde ved at få dette ærefulde hverv overdraget, skønt det dog dengang var en forholdsvis let sag at være ’Byemand’, imod hvad det havde været forhen i vore forældres'og bedsteforældres tid. Da var det anderledes omstændeligt, idet der da skulle fremsiges en lang remse, lært udenad efter et såkaldt "Byebrøw". Den var holdt i en meget højtideligt og snørklet stil og hvori alle festens afsnit blev pævnt, som f. ex. - "At eftersom, det var Guds villie, at velagtede karl N.N. og dydig pige N.N. skulle indgå i kristent ægteskab o.s.v.", så indbødes der nu til bryllup, og man skulle møde om morgenen, spise frokost, følge med til kirke og høre en kristen brudevielse, gå med tilbage og nyde en tarvelig middag og således videre i samme dur. Når æ By'emand kom skulle alle de af husets folk, der var i nærheden nok møde op for at høre på ham, og de havde så deres morskab af ved allehånde spørgsmål og bemærkninger, at søge at bringe ham ud af fatning så han løb sur i remsen. Dette uvæsen var imidlertid forudset, hvorfor manden havde sikret sig derimod ved at have lektien - æ bye'brøw - opskrevet og fastgjort inde i hattepullen så han ved dens hjælp kunne søge at holde tråden fast. -
Men nu var denne ceremoni for1ængst lagt til side, og indbydelsen blev fremsagt jævnt og ligetil med så få ord som muligt. Folk vidste jo god besked alligevel. Ikke desto mindre følte jeg mig i bedre humør og meget lettet, da mit hverv var helt tilendebragt. Denne lettelse og det gode humør skyldtes næppe alene bevidstheden om veludført gerning, men også i nogen måde den venlige modtagelse og den gode bcværtning, der blev mig til del på min runde. Jeg husker, at jeg i_påbegyndte min tur lidt hen på eftermiddagen med et papir i lominen, hvorpå gæsternes navne var optegnet. Til at begynde med gik det ret hurtigt fra hånden.Mændene var på det tidspunkt i marken så jeg for det meste kun fandt kvindfolkene hjemme. Et sted så jeg gennem køkkenvinduet konen stå i særkærmer og ordne sit hår. Da jeg kom derind, var hun forsvundet, men det varede kun et øjeblik, så kom hun ud gennem en dør i fuld påklædt stand. Et andet sted skyndte konen sig at vende den kønne side af sit forklæde udad, da hun så mig. De vidste jo alle sammen i hvilken højtideligt ærinde jeg kom, og derfor gjaldt det ont at modtage indbydelsen i så anstændig og sømmelig stand som muligt. Jeg hlev naturligyis venlig modtaget overalt og gæstfrit budt indenfor og sidde ned, men det lykkedes mig dog de fleste steder, uden at støde alt for meget an, at undslå mig for kaffe, vin og hvad der ellers bødes på, skønt konerne efter eget sigende var meget skamfulde over, at jeg intet fik. Værre blev det længere hen på eftermiddagen ind under aften, da mændene var kommen hjem. Sad de så tilmed ved deres mellemmad, hvad der traf sig flere steder, så var der selvfølgelig ingen vej udenom, jeg måtte sætte mig ved skiven. Det gjaldt naturligvis en kaffepunch, den første og senere hen een til, men denne punch nummer 2 afslog jeg kategorisk og blev da også fri for den undtagen et sted, men det var heldigvis også det sidste sted, jeg havde ærinde. Det var en gård helt ude i Brandgårdene, hvor jeg skulle invitere sønnen, der var en fjern slægtning af "Jørns". Jeg havde ikke været i den gård før, og da jeg hørte stemmer inde i stalden, gik jeg derind, idet jeg gik ud fra, at ham mit ærinde gjaldt sandsynligvis fandtes der. Det var imidlertid manden og konen, som netop var blevet færdig; med aften røgtningen, jeg traf her, og da jeg tænkte, at sønnen vel også snart ville vise sig, gik jeg ikke lige til sagen, hvorfor vi hurtigt kom ind i.en samtale om mere dagligdags ting end bryllupsfesten. Vi beså først hestene, og jeg fik en forklaring om deres alder og afstamning m. m. og under alt dette forsvandt konen ganske stille indad i huset. Derefter gik vi til kreaturerne, den ene række ned og den anden op, og da vi var kommen så vidt, viste konen sig igen, og nu skulle vi væsgue komme indenfor. -
Jeg afværgede og sagde mit ærinde. 'Åh, de wor da så møj skamle, dje søn vor lie gavn i æ by’. Men der var hverken løn eller bøn, ,jeg måtte med ind. - I køkkenet stod kaffebordet allerede dækket, og manden og jeg blev straks anbragt med hver sin kaffepunch og det var endda an stor. Konen var nemlig af den gamle slags, der selv tillavede punchen, og hun undte os det godt. Da punchen var drukket fik vi en kop kaffe og kager, og så skulle vi igen have en punch, men jeg sagde nejtak. Jow wa1 sku vi da ha jen mier, a sku da ha jen for æ bøj. Jeg afværgede endnu en gang og sagde, at det havde jeg jo fået. - Men så tog manden ordet og sagde: "Jammen så ska do ha jen forde te do et hår vaen her før" - og over for et så slående argument måtte jeg naturligvis give op. Disse to kraftkarle af puncher at være ovenpå dem jeg allerede havde fået, og den sjælelige lettelse, jeg følte, ved at vide mit hverv tilendebragt, samt en selvgod bevidsthed om at have bragt glæde til mange mennesker, alt dette, det ene med det andet, gjorde, at jeg nu så på tilværelsen med ganske andre og gladere øjne, end da jeg nogle timer forud påbegyndte min den gang så besværlige bydemandsfærd. Selve bryllupsdagen må sikkert være forløbet på ganske almindelig vis, då jeg kun .mindes et par små enkeltheder derfra. Festen holdtes i det gamle forsamlingshus, og jeg husker, at. da vi der skulle ordne os til kirkefærden, gik der bud til mig om, at jeg s,kulle spadsere med en nærmere angivet dame. Jeg mærkede straks Mine´s finger her, men var slet ikke ked af det, da jeg allerede selv havde udset mig vedkommende dame til følgeskab. Der var den ejendommelighed ved dette brudetog, at usædvan1ig mange af deltagerne havde rødt hår. Det koni sig af, at alle Chr. Helles børn havde rødt hår, hvortil så føjede sig en de1 gæster, bl.a. også degnens pigebørn, som præsenterede samme gyldne hårfarve, og navnlig blandt brudepigerne var denne farve stærkt fremherskende. Dette forhold fandt vi indfødte Darumitter dog intet mærkeligt i. Tænkte i det hele taget slet ikke over det, da vi alle havde personligt kendskab til hinanden, og ikke til stadighed går og tænker på, om sine omgangsfæller er sort, rød eller gråhårede, men for en fremmed kunne dette syn jo nok tage sig noget aparte ud, og det gav da også anledning til en lille episode inde i kroen, som jeg dog først fik kendskab til senere.
Da processionen med musik i spidsen nærmede sig den gamle kro, var dennes vinduer naturligvis godt besat med nysgerrige folk bl.a. en handelsrejsende, som for øjeblikket opholdt sig der, og da denne så de mange bare guldlokkede brudepigehoveder, brød han ud i højlydte forundringsråb, noget lignende havde han aldrig set før. Til sidst fik han øje på brudeparret og udbrød så: "Om det så er bruden, så har hun min salighed rødt hår". Jeg skal blot for fuldstændighedens skyld tilføje, at damen jeg spadserede med, også havde rødt hår, et hår, der såvel som hele damen for i øvrigt - senere greb afgørende ind i min hele tilværelse.
Mine og Jørn fik i deres ægteskab 2 sønner:
Thomas blev født 3. april 1903 og gift 24. september 1934 med Kirstine Sørensen fra Darum mark, født 11. november 1912. - De har en søn Jørn, der er født 24. august 1935.
Vagn :født 9. august 1909 og gift 16. juni 1934 med Clara Nielsen fra Janderup, født 17. juli 1912 - de har ingen børn.
Thomas overtog ved giftemålet gården, og forældrene flyttede over i huset ved .siden af gården. - Vagn lærte handel, og er nu uddeler i Svebølle brugsforening på Sjælland.
5. Ane fødtes den l. september 1878 og døde ugift den 15. december 1926. -
6. Peder Kjeldsen blev født den 11. november 1879 og gift 4. juni 1908 i. København med Margrethe Kilde, født 14. juni 1886 - de har ingen børn. Peder Kjeldsen - altså opkaldt efter sin morfar, den gamle sognefoged - lærte handelen i Viborg hos grosserer Holger Krist,ensen med hvem, han var i slægt, idet Ho1gerKristensen var en brodersøn til Peder Kjeldsens mormor Stine Kjeldsen, hvilket igen vil sige, at chefens far og lærlingens mormor var søskende - børn af lærer Kristensen i Darum. - efter endt soldatertid kom Peder Kjeldsen ind i Fæ1lesforeiingen for Danmarks Brugsforeninger i København, hvor han efterhånden arbejdede sig frem til en meget god stilling. Han må have været der nu (1941) i omkring ved 4o år. -
7. Johannes født 7. februar 1882. Han lærte mølleriet og rejste derefter til Amerika, hvor han siden blev gift med en dansk født pige. I dette ægteskab er der en søn. -
8. Herluf født 8. september 1884, død 15. juni 1894.
9. Cecilie født 26. april l890, død 4. februar 1891.

Johanne Nielsen Helle
, født 8. januar 1847 og død den 29. oktober i 1879 - Gift den 26. juni 1874 med Niels Kristian Boesen, født 11. juni 1841 og død 9. juli 1920.
Disse to, der blev mine forældre, har efter alt at dømme sikkert været et smukt par. Det er ofte blevet sagt mig, at min moder var meget smuk som ung, og et stort billede, en sortkridts-tegning, jeg har af hende, synes fuldt ud at bekræfte dette. Det er af gamle folk blevet mig fortalt, at der blev sagt til hendes mor, at Hanne var en køn pige, hvortil Maren så svarede: "Ja, såmænd er hun så, hun er køn selv i hendes bare særk". Min fader var ret høj af vækst, en rank og velbygget skikkelse. Han havde det snart karakteristiske af Boesen slægtens racepræg over sig. Da han mødte på session og var blevet efterset og behandlet der, bankede sessionslægen ham på sku1deren med en finger og sagde: "Her er en legemsbygning, der er fuldkommen". Han blev derefter udtaget til hestegardist. Hestegarden var den gang den flotteste afdeling inden for hæren. og bestod af eliten af Danmarks unge mænd. Den var uhyre flot udstyret med strålende uniformer, og var vel nok nærmest en paradehær oprettet af de enevældige konger, beregnet til staffage for hoffet og til beskuelse for det beundrende og måbende borgerskab. - Min fader kom dog ikke til at nyde den ære, at blive hestegardist, thi året efter, at han var udskrevet, blev korpset ophævet. Det var for den nye tid, som var brudt frem, bleven en alt for dyr og bekostelig historie at opretholde, og da det tilmed var uden væsentlig forsvarsmæssig betydning, blev det nedlagt. Min fader blev derefter overført til infanteriet og var som sådan med i krigen 1864.
Min moder døde desværre alt for tidligt. Jeg var kun 3 år den gang og har således aldrig kendt hende, kun et par tågede forestillinger i tilknytning til hende har fæstnet sig i min kun dengang svagt spirende bevidsthed, men herom skriver jeg andetsteds. - I deres forholdsvis kortvarige ægteskab fik mine forældre 3 børn, hvoraf de to, to piger døde som ganske små, og jeg blev altså den eneste, der kunne føre denne gren af slægten videre. Jeg blev døbt den dag, min morfar blev begravet og fik naturligvis hans navn. - Mine data er følgende:
Niels Helle Boesen, født 15. juni 1876, - Gift d. 7. april 1909 med Anna Marie Nielsen, født d. 27. oktober 1877 i Darum degnebolig. 2 børn:
-  Johanne Helle Boesen, født d. 14. maj 1911 - Gift d. 7. april 1939 med Thomas Rask Kristensen, født 14. oktober 1909 i Darum.
- Regner Helle Boesen, født 26. april 1915.

VII Jens Christensen Helle var Christen Helles 7. barn og søn nr. 3 - han blev født den 6. december1813, og døde den 5. september 1889 - Gift den 2. maj 1840 med Ene Lambertsdatter, født 1820 - død 29. januar 1866. De overtog Helle-slægsgården i Darum.
Jens Helle har næppe lignet sin broder i ret meget. Han har åbenbart været en mere rolig og stilfærdig natur, thi for hans eftertid foreligger der ikke tilnærme1sesvis så mange overleveringer om ham, som det har været tilfældet for hans broder Niels' sagnomspundne navns vedkommende. - Men ikke desto mindre har han været en klog mand med stor praktisk sans og megen fremsynethed, hvori slægtens forretningstalent stærkt gjorde sig gældende. Dette ses deraf, at det var ham, der sammen med Peder Kjældsen i Sønderby lod Darum mølle opføre.
Møllens h1storie er i korthed følgende: Indtil l855 var der ingen mølle i Darum. Under fæstevæsenet havde beboerne møllepligt til Kjærgaards mølle, hvilken pligt først ophævedes ved overgangen til selveje. Herefter kunne bønderne lade deres korn male, hvor de ville, men kun på de allerede bestående møller. Mølleriet var den gang et privilegium. Dette gjorde altså ikke sagen lettere for de Darum bønder, idet de stadig måtte udensogns for, at få deres korn malet. Imidlertid kom der så i halvtredserne en ny 1ov, som ophævede mølleprivilegiet og overgav mølleriet til fri næring, men denne lov skulle først træde i kraft i 1862. Fra den tid ville der altså være mulighed for mø1leridrif't i en så stor landsby som Darum, og det indså Jens Helle og Peder Kjæ1dsen da også straks. Sammen med en handelsmand Peder Kjær (fra Vilslev - han hører til Vilslev-slægten. Se under Michel Jensens søster Anna Jensdatter), købte de en nyopført mølle på Skjern-egnen. Lod den nedbryde og transportere til Darum pr. hestevogn, da der jo ikke fandtes andre befordringsmidler. Nævnte Peder Kjær gik dog hurtigt ud af kompagniskabet, da han ikke kunne klare sine forpligtelser. - Man forstår, at det må have været en besværlig og møjsommelig transport at føre alt dette materiel ad dårlige veje den lange trækning fra Skern til Darum.
Besværligt var det også for folkene i Jens Helles gård, især for kvinderne. - Bedstemor Sidsel har ofte helt op i sin høje alderdom talt øm dette møllebyggeri, øg alt det mas, dette førte med sig.
Det var ikke, blot håndværkerne øg arbejderne, men navnlig vognmændene, der voldte stort besvær. De kunne ankomme på alle døgnets forskellige tider, sagde hun, og, da de holdt ti1 i gården, måtte der sørges for forplejning til både heste og kuske, selvom det var midt om natten. Ofte havde de siddet fast med deres tunge læs på de dårlige veje øg var først kommet løs langt ud på aftenen efter mange timers forløb.
Det var med gru i stemmen, at bedstemor omtalte dette møllebyggeri. Mølleriprivilegiet omfattede dog kun formaling af korn for fremmede, ikke fremstilling af gryn, hvorfor der straks kunne sættes ind herpå, og da mølleværket var ret omfattende i sit anlæg, idet der foruden 2 store kornkværne og et sigteværk til fremstilling af sigtemel også fandtes en pil1ekværn øg en boghvedekværn henholdsvis til fremstilling af byggryn og boghvedegryn, og da der den gang brugtes mange gryn i husholdningen, blev der ikke så lidt at bestille. Jens Helle kunne i de 5-6 år indtil 1862, da privilegiet bortfaldt, få sit korn malet på fuldt ud lovlig vis, da det var til eget brug. Værre var det med de andre bymænd, søm også gerne ville slippe for at køre udensogns til mølle og derfor kom med en slant til maling. - Straks efter, at møllen havde begyndt sin virksomhed kom således "Stuer Niels", en gårdmand i Sønderby, om hvis orgina1itet og uhyre legemskræfter, der endnu går sære frasagn her på egnen, med en sæk korn, som han gerne ville have malet. - "Ja, det er godt nok", sagde Peder møller, "men du ved jo nok Niels, at vi ikke må male, vi må kun lave gryn"! -"La´en så blyv så fin som mulig", svarede Niels og læssede sækken af. - Ovennævnte Peder møller var den senere kendte 1andstingsmand P. K. Pedersen, Frøsiggaard. Han bestyrede ti1 at begynde med mø1len i nogle år, hvorefter han overtog den i eje og drev den for egen regning, indtil han i 1881 bortbyttede den med Frøsiggaard. Han var søn af Peder Kjældsen. Denne transaktion viser os altså Jens Helle som en mand, med fremsyn, initiativ og handlekraft udover, hvad der var almindeligt hos hans standsfæller, og det ses også, at hån har haft det pekuniære grundlag i orden og vovet at lade pengene arbejde, hvor han indså de kunne gøre nytte.
Men ellers var han vist forsigtig nok og gik ikke blindt ind i noget nyt, som han ingen kendskab havde til, hvad følgende træk kan tyde på: Det var på den tid, da kunstgødningen begyndte at komme frem, den såkaldte Guano, at en agent forsøgte at interessere ham derfor, hvad dog ikke lykkedes trods mange forklaringer om varens udmærkede evner til at forøge markens afgrøder. "Joow, de ka nok væer - sagde Jens Helle - men a holder no illyvl mjest a de, som a sjel laver a mæskhye, de ve a da aå erfaring hva er". Dette forstod agenten ikke og Jens Helle måtte så til åt forklare ham fremstillingsmåden under de tilstedeværendes munterhed. - Det fortæl1es, at Jens Helle ofte stod i sin port ud mod vejen, og når der så kom en mand bærende med en møllesæk. Kornsækkene var dengang ikke så store, man tog dem he1st på nakken og gik til mølle med dem. - Så gav han sig i snak med vedkommende og morede sig over at se, hvor længe denne kunne stå og holde ud at bære på sækken. Hvis manden derimod hurtigt skubbede sækken af sig ned på diget, havde samtalen ikke altid så meget Jens He1les interesse og derfor afbrød han den og listede ind gennem porten.
Jens Helle lod også gården ombygge. Det skete vistnok i 1860,erne. Bygningerne b1ev solidt og godt opførte, så1edes at de endnu i 1942 står i samme skikkelse og ejes af Søren Jensen. -
Jens Helle og Ene Lambertsdatter havde i deres ægteskab 9 børn:

1. Christen - født 30/9-1841, død 3l/3-1908 - Gift 4/7-1867 med Abelone Marie Jepsen, født, 17/2-1838, død 22/1-1902. De havde en mindre gård i "Sviegade" til vest i Nørreby. 5 børn:
a. Jeppe f. 6/8 1867. Død ugift i Amerika.
b. Jens f. 6/7 1869, død 8/7 1937. - Gift 14/5 1901 med Ellen Marie Pedersen fra Darum, f. 8/1 1873. Jens lærte bygningshåndværket, som han drev i nogle år, hvorefter han købte en gård i Allerup, og blev landbruger, indtil kort før sin død - på grund af sygdom - solgte gården. - 5 børn.
c. Karl f. 16/10 1871. - gift 28/11 1902 med Kirstine Jensen fra Darum, f. 3/8 1880. Karl udvandrede til Amerika og opholdt sig der i en halv snes år, hvorefter han vendte hjem og overtog sin faders ejendom, som han igen solgtei i 1938.- 4 børn.
d. Ene født 26/111 1877. - Gift 15/11 1902 med Karl Gotfredsen, Lundgård i Nr. Farup sogn, f. den 27/12 1866; død 24/3 l940 - 73 år gammel i Farup. - 6 børn.
e. Karen f. 18/8 1879 - Gift med Kristen Ho1mgaard.
2. Sidsel født 20/4 1844, død 23/11 1933. - Gift første gång 22/10 1880 med gårdejer Ebbe Eskesen, Lille Darum, født 27/2 1841 - død 1/4 1883.
Gift .anden gang 24/9 1885 med gårdejer Niels Kr. Boesen, St. Darum, født 11/6 l84l, død 9/7 19.20. - Hun blev derved min stedmoder, men hende vil jeg omtale udførligere andet steds, - I ingen af sine ægteskaber fik hun børn. -
3. Ingeborg født 1847, død 1862 i Darum.
4. Lambert født 26/9 1849, død i Bramming den 13/3-1931 ,gift 6/4 1887 med Dorthea Boesen fra Darum, f. den 6/3 1862, død i Bramming 30/3 1917. Lambert var et godt hoved, Men en meget særpræget natur.. Han kunne ikke finde sig ti1rette v ed landbruget, således som slægtens traditioner ellers bød og prøvede på forskelligt bl.a. var han vinterlærer ved Darum mark skole et par år, rejste så til Amerika, men da han heller ikke fandt sig til rette der, vendte han efter nogle års forløb hjem igen. Da landbosparekassen i Ribe blev oprettet, b1ev han antaget som bogholder og kasserer, og her fandt han sin rigtige plads. Og sparekassen havde fået den rette mand, thi en mere interesseret, pligtopfyldende og samvittighedsfuld mand eller leder kunne ikke tænkes.
Hans bogføring var noget af det zirligste og smukkeste man kunne se. Hans karakteristiske håndskrift, hans bogstaver og tal var prentet omhyggeligt med minutiøs nøjagtighed, og hans kasse stemte altid på øre nær. - Han fik efterhånden en grundig indsigt i befolkningens økonomiske omstændigheder over hele egnen, således at han altid kunne skønne over udlånenes sikkerhed. Man sagde om ham, at han blot ved at se på en mand kunne vurdere dennes soliditet rigtigt, og noget syntes der, at være om det. I alt fald hændte det flere gange i den tid, jeg var i Bramming Bank, at der kom mænd, som han næppe før havde set, ind og fik et vexellån på eget navn, medens ellers reglen var i sådanne tilfælde, at der skulle skaffes et kendt navn som kautionist.
Folk, der optrådte med vigtighed, var ham en torn i øjet, hvad han slet ikke lagde skjul på overfor dem selv. Jeg husker således et par typiske tilfælde: Det var en dag efter kontortid. Helle var gået op i sin lej1ighed ovenpå, og jeg sad a1ene på kontoret med noget arbejde, der sku1le gøres færdig, da egnens største gårdejer kom ind og vi1le ta1e med direktøren. Jeg sagde, at han var gået, men dermed lod manden sig ikke afvise, men bad mig om, at hente ham. Det var jeg slet ikke g1ad ved, da jeg kendte Lamberts indsti1ling overfor ham, men gik alligeve1. Han var alene hjemme, og jeg traf ham i køkkenet i færd med at spejle et æg. Jeg sagde så, at proprietær E. var nede, og gerne ville tale med ham. Han trak lidt på den ene mundvig, som det var hans vane, når noget ikke passede ham, og mens han med kniven løftede lidt op på ægget, sagde han: "Du kan blot sige, jeg vil ikke". Med den besked måtte jeg gå, og på vejen nedad trappen spekulerede jeg på, hvorledes jeg skulle få proprietæren overbragt den. Jeg fandt så på at sige, at Helle var stærkt optaget for øjeblikket, hvad jo også var sandt nok, og virkningen var den samme, thi manden b1ev vred. En anden gang var det stationsforstanderen i en lille naboby, det blev galt med. Hans stations lidenhed stod i skærende misforhold til forstanderens ophøjede meninger om sin egen persons betydning. Denne forstander var til1ige modtager af svin til et s1agteri, og til bestridelse af udbetalingen til leverandørerne fik han hver uge tilsendt penge fra Bramming Bank. - Det var min bestilling at afsende disse penge med et formiddagstog, men en dag glemte jeg det rent - indtil der ved middagstid ind1øb telegram, hvor i forstanderen meddelte på en meget sarkastisk måde, at vi ikke skul1e have ulejlighed med at sende penge den dag. Jeg b1ev meget ked af det. Jeg så tydeligt for mig, hvorledes svinene kom myldrende og forstanderen stå der uden penge. Jo, det var en net redelighed blot for min forsømmeligheds sky1d. Da jeg overrakte ham telegrammet ventede jeg mig derfor - ikke en skylle grovheder - , men et af disse skæve både bedrevidende og medynksfulde smil, hvori ens egen håbløshed afspejlede sig og som uden ord gjorde bedre virkning end højrøstede skældsord. Men ti1 min store forbavselse, bredte der sig et muntert smil over hele hans ansigt, han morede sig over telegrammet. Så sagde han blot: "Lad ham så også blive fri i fremtiden". Og siden sendte vi ingen penge til forstanderen.
He1le kunne hel1er ikke lide præster. En mand kom en dag med en vexel, hvorpå en af omegnens præster havde skrevet sit navn som kautionist. Til trods for at det var et relativt lille beløb, som præsten var mere end god nok for, nægtede He1le at diskontere vexlen, hvilket harmede præsten i den grad, at han skrev et meget vredt brev til banken, som mod sin hensigt stærkt morede Helle. På denne måde fik han nogle fjender, men dog næppe så mange, som han selv troede. En stærk tiltagende tunghørhed bevirkede nemlig, at han kun sjældent samtalede med fo1k, og da hans tanker om menneskenes børn ikke var af den mest ophøjede art, opstod der hos ham en vis mistro mod mange, en mistro, der var ganske ubegrundet i de fleste tilfælde. Han sagde ikke meget, hvorfor arbejdet på kontoret gik uden mange ord, og med kunderne talte han sjældent og i så fald kun det nødvendigste. Men talte han ikke meget, så tænkte han desto mere. Hans enspændernatur gjorde, at han ikke søgte omgang med andre mennesker, hvorfor han blev indesluttet og gik og tænkte sine egne tanker. På tomandshånd kunne man imidlertid godt få ham til at lukke sig op, så man fik et indblik i hans tankeverden, når man berørte forhold, som interesserede ham, og det gjorde alle samfundsspørgsmål, kirkelige, sociale, politiske. Han havde gennemtænkt alt, og mens han fremsatte sine betragtninger, viste der sig nye sider af sagen, som man ikke før havde lagt mærke til og som gjorde, at man ofte kom til at se tingene i en ny synsvinkel. Mest interessant var han, når han analyserede menneskekarakteren i almindelighed og navnlig dens dårlige egenskaber, det blev meget træffende og klogt gjort. - Det blev sagt, at Helle var ateist, hvad dog næppe var rigtigt. Ganske vist havde han ikke meget med kirken at gøre og kunne udtale sig skarpt om forholdene vedrørende denne, men sådanne udtalelser var kun møntet på præsteskabet og alt det snobberi og den skinhellighed, som efter hans mening trivedes alt for frodigt omkring kirken og ikke havde noget med kristendom at gøre. Over for mig har han aldrig udtalt sig som gudsfornægter, derimod for1ød det, at han på sine gamle dage, efter at have "lagt op" læste meget i bibelen. - På sin noget slæbende og knudrede måde kunne han latterliggøre alt det snobberi, han så udfolde sig hos mange mennesker overfor embedsmænd, og højere liggende samfundslag, og med ikke ringe psykologisk sans harcelerede han over den menneskelige ærgerrighed og det almindelige stræb efter de såkaldte ærefulde offentlige tillidshverv. Og helt morsomt var han at høre på, når han omtalte og karikerede de store og små, navnlig de små samfundsstøtter, som i selvbevidst vigtighed og med halvtomme hjerner gik rundt og gerne ville bilde andre folk ind, at det er os, der bærer samfundet. - Selv var han ganske fri for denne falske ærgerrighed, og næppe har han nogensinde haft en offentlig tillidspost, trods sine store evner. Som nævnt var han et udpræget ordensmenneske. Hans akkuratesse grænsede helt til det pertentlige.
Han kunne ikke tåle, at se noget ligge skødesløst henkastet, uden at han snart skulle få det lagt på plads. Opdagede han f. eks. at vi andre brugte et stykke trækpapir der var flosset og revet i kanten, kom han straks med saksen og klippede det skarp til kant igen. Havde man gjort en eller anden fejl, lød der ingen bebrejdende ord, men hans minespil og hele væsen sagde en tydelig, hvor stor brøden var. På den måde blev der ingen anledning til mundhuggeri, og forholdene på kontoret var i den henseende de allerbedste. Han var med sin store pligtfølelse og ordenssans den ideelle læremester, ikke mindst derved, at han kunne overlade vi andre at arbejde selvstændigt, hvad der gav mere interesse og udvikling end ved at være under formynderskab. Men var han omgængelig og på sin vis venlig at omgås til daglig, så kunne han godt blive meget vred, når noget særligt gik ham imod. Han havde en stærk retfærdighedssans, og mødte han uhæderlighed, om nogen forsøgte at snyde sig fra sine forpligtelser eller begå anden uretfærdighed, kunne han blive meget heftig og opbragt, så meget, at han stundom var lige ved at forløbe sig. Lambert Helle var en ener. Han undgik mest muligt andre folks selskab og blev en ensom mand. Gik han en tur ud i naturen, som han ofte gjorde, fulgte han ikke den slagne landevej eller de afstukne gangstier, men vandrede udover marker, enge og moser, udi ensomheden med sine egne tanker. Det var efterhånden kun få personer, han sluttede sig til og en sjælden gang kom i selskab med og da helst, ved et godt glas. - Han måtte gennemgå store sorger, idet både hans hustru og en voksen søn med kort tids mellemrum begge døde på en trist måde, og det gjorde ham endnu mere ensom og trist. Helle begyndte altså som bankmand ved Landbosparekassens oprettelse 1886 i Ribe, men da Banken for Bramminge og Omegn blev oprettet vistnok på hans initiativ - blev han direktør for denne, indtil den overgik til den første Andelsbank. I dennes tjeneste befandt han sig ikke vel. Han kunne ikke finde sig til rette under de nye forhold og heller ikke samarbejde med de yngre folk fra Andelsbanken, hvorfor han forlod den og derefter blev bestyrer af Landbosparekassens filial i Bramming.
I sit ægteskab havde han 7 børn, hvoiåf de 4 døde , - de 3 som små samt en voksen søn:
Anna Helle, f. 25/9 1888.- gift 30/10 1919 med boghandler Iversen i Bramming f. 10/12 1884. - 2 børn.
Ene Helle, f. 4/12 1889. Gift 1922 med trafikassistent Laurids Rasmussen, f. 18/8 1885 i Randlev ved Odder. - 3 børn.
Jens Helle, f. 24/6 1901. Grosserer i København. Gift med Ebba M. Sørensen f. 26/8 1906.
5. Morten Helle, f. 7/12 185l. - Død i U.S.A., Morten var sømand og sejlede nogle år, hvorefter han udvandrede til Amerika. Efter at have bosat sig derovre blev han gift med en pige ved navn Marie, som var rejst over til ham. Hun havde tjent i hans hjem. De fik 2 døtre, som endnu lever i Amerika.
6. Jens Helle, født 6/8 1854. - død 1862.
7. Hans Helle, født 10/11 1856 - død 8/6 1924. gift første gang med Kirstine Nielsen Therkildsen født 1858 død 1896 i Darum. Gift anden gang med Abeline Jensen fra Tjæreborg 26/4 1897. Hun er født 25/11 1868. - I første ægteskab var der 7,børn, hvoraf 2 døde som små:
a. Ene Helle født 9/11 1883. - død 4/11 1915 - gift 9/11 1906 med Josef Boesen, født den 5/6 1876. - l søn Hans Helle Boesen født 23/6 1908. (Josef Boesen død 24/11 1952).
b. Jutta Helle f. 31/7 1886 . - gift 7/9 19.09 med Hans Poulsen Brix f. 10/8 l883. - De ejede Rævshede, indtil de flyttede op i villaen ved Kirkestien. Jutta dyrkede malerkunsten. -De har 2 børn.
c. Jens Helle f. 23/2 1888 - gift med Ane Kirstine Nielsen. Jens Helle var en værdig ætling af den gamle Helle - Stamfaderen - og har arvet dennes handelstalent i udpræget gråd. Han driver en stor omsætning med kreaturer, og når lejlighed bydes går han ligesom stamfaderen heller ikke af vejen for en ejendomshandel, idet han har været interesseret i flere større gårdhandler. - Jens begyndte sin karriere med at købe en lille ejendom på en haIv snes tdr. land, for øvrigt resterne af min fødegård. - Denne ejendom beholdt han ikke ret længe, men solgte den, hvorefter han i 1916 forpagtede Darum præstegård af daværende pastor Just Nielsen, der da nylig var tiltrådt embedet. Gården var den gang samlet og de gamle bygninger la endnu. Her kom Jens til i den rette tid. Det var under Verdenskrigen, priserne steg og steg, qg Jens brugte tiden godt. Efter kun få års forløb, købte han af fhv. mejeribestyrer Holm gården, som han stadig ejer og som han,har forbedret og udvidet betydeligt ved indkøb af mere jord. I ægteskabet er der 3 børn: Kirstine Helle f. 27/1 1923 - Agnes Helle f. 10/8 1924 og Martha Helle f. 24/6 1929.
d. Thomas Helle f. 12/2 1890 - gift 16/11 1914 med Ane Bothilde Schmidt fra Kragelund f. 13/1 1891. - Ved deres giftermål overtog de en gård i Frøstrup ved Lunde. De har i ægteskabet 8 børn: Hans Smidt Helle f.31/3 1916 - Arne Helle f. 18/l 1915 - Kristian Helle f. 9/7 1919 - Johanne Helle f. 2/7 192.0 - Sch1nidt Helle f. 29/11 1921 - Ene Helle f. 11/6 1923 - Gudny Helle f. 19/12 1924 og Juliane Helle f. 26/12 1926.
e. Ingeborg Helle f. 24/8 1892 - gift 12/8 1916 med Simon Chr. Nielsen f. l/l 1891. - De bosatte sig ved Krogager station. - Simon var tømrer og konstruktør. De flyttede senere til Skovlund, hvor de overtog en tømmerhandel. - De har 5 børn: Peder Jakobi Nielsen f'. 11/9 1920 - Hans Helle Nielsen f. 2/4 1924 - Signe Helle Nielsen f. 3/8 1925 - Gunnar Helle Nielsen f. 14/2 1928 og Karen Nie1sen f. 16/6 1932.
I Hans Helles andet ægteskab er der ,3 børn:
f. Aage Helle f. 29/11 1897 - gift 12/10 1922 med Dagny Therkildsen f. 8/111898 i L. Darum - 2 børn: Birgit Helle f. 20/5 1925 og Ingr1d Helle f. 21/9 1928 i Janderup.
g. Niels Ebbesen Helle, f. 13/ l 19,01 - gift med Kathrime Pederseh f. 28/2 1900 i Spandet - ingen børn.
h. Kirstine Helle f. 23/12 19()2 - gift 25/3 1924 med Jens Jessen Jensen f.' 22/10 1896 i Darum. De boer i Gummesmark. Har 7 børn: Cecilie Jensen f. 31/12 1924 - Hans Jessen Jensen f. 8/10 1926 - Niels Jørgen Jensen f. 4/6 1928 - Maja Jensen f. 2/7 1933 - Karen Jensen f. 17/2 1936 - Jens Clausen Jensen f. 27/8 1938. - Thomas Jensen f. 28/2 1942.

Hans Helle overtog sin fødegård - Helle-slægtsgården i Darum - og besad den til 1912, da han solgte den. Det var vistnok en forhastet handel, han der gjorde. I alt fald fandt han sig ikke tilfreds i den ny mindre ejendom, han købte af Rasmus Nissen. Han solgte den ret snart igen og byggede en villa på en byggegrund, han havde forbeholdt sig ved salget af fædrenegården. Villaen blev opført i 1914.for en meget billig penge - 3.200 kr. - og han solgte den i 1920 for l6.000 kr. til skrædder Mortensen, som fik telefoncentralen flyttet dertil. Hans Helle og Line (Abeline Jensen, hans anden hustru) flyttede så hen i huset ved plantagen (Sandgaden 3), som Line havde arvet. - Skønt der også var handelsblod i Hans Helles årer, drev han dog ikke nogen videre handel ud over den omsætning gården krævede. Men vejrede han en god forretning kom handelsblodet i kog, og han var straks parat til at tage chancen, men altid i kompagniskab med en anden, en egenskab man forresten også har kunnet spore hos hans søn Jens. - En gang Hans Helle og min far vel nok sammen med deres koner, var i Tarm på besøg hos svogeren Lærer Jørgensen, kom de hjem med en hel flok køer. Det var hele ko-besætningen fra Tarm Møllegaard, de i fællesskab havde købt. Ejeren ville have gården driftomlagt, det var det der gav chancen. En anden gang havde jeg selv kompagniskab med ham. Hans efterfølger på gården Jens R. Jensen blev kun et par års tid der, hvorefter han solgte den til nogle "Gårdslagtere" og ved den påfølgende udstykning, købte Hans Helle og jeg i fællesskab Nederhedeskifterne", hvis areal udgjorde 20 tdr. land for en pris af 3000 kr. -
Kompagniskabet varede dog ikke ret længe, da vi havde forskellige anskuelser angående arealets benyttelse. Jeg gav så Hans Helle 300 kr., som hans fortjeneste, og overtog selv jorden. Senere solgte jeg halvdelen. Det blev lagt til den ejendom, som nu ejes af Valdemar Hansen, og den anden haIvdel solgte jeg til et statshusmandsbrug, som nu ejes af Laurids Lundgaard.
8. Niels Jørgen Helle f. 9. april 1859 - død 16. oktober 1925 - gift 28/10 1893 med Ane Thomsen f . 12. november 1866 i Ll Darum - død 29. maj 1937 - 3 børn.
a. Astrid Helle f. 14. august 1894 i Darum - gift 24. november 1922 med grosserer Chr. Christiansen fra Esbjerg. De har en datter Ellen f. 14/9 1923.
b. Gudny Helle f. 10. januar 1897.- Bogholder i Landbosparekassen i Ribe - ugift.
c. Gunnar Helle f. i Ribe 14. februar 1902 - gift.
Niels Jørgen Helle var et godt, men noget uroligt hoved. Han forsøgte sig med forskellige ting uden at kunne slå sig tii ro ved noget. Som ung udvandrede han til Amerika, men forholdene der har åbenbart heller ikke tilfredsstillet ham, thi han vendte snart hjem igen. Derefter forsøgte han sig på forskellig måde, bl.a. var han en kort tid på brugsforeningernes fælleskontor i Kolding, som lededes af Peder Eskesen, hvorpå han i 1890 gik i kompagniskab med mejeriejer Carl Lund, der da havde solgt sit mejeri i Darum, om oprettelse af en margarinefabrik i Esbjerg under firmanavnet Lund og Helle. Disse to mænd var i den anledning en rejse i Holland, dels for at sætte sig ind i margarinefabrikationen og dels for at købe maskiner' til fabrikken. Dette kompagniskab varede kun et par år, så overdrog Niels Helle sin part til C. Lund. - I 1893 købte Niels Helle af min fader stuehus og staldlængen af vor gård (Sviegade 17) samt toft, Alsædtægt, Baunehøj og Store og Lille Havremærsk, i alt omkring 12-14 tdr. land. Hans virke på denne ejendom blev heller ikke af lang varighed, idet han i 1896 overtog kassererposten ved Landbosparekassen i Ribe, som hans broder Lambert Helle da forlod og flyttede til Bramming Bank. - Efter at være flyttet til Ribe lod han staldlængen nedbryde og genopføre på Alsædtægt og solgte sammen med engen denne formindskede ejendom til en Sønderjyde. Den ejes nu af Jacob Winther. - Det gamle stuehus og jorden beholdt han og indkøbte hertil resten af en udstykket gård - toften og byggetomten - som stødte op til. Denne udstykkede gård har ligget lige syd for og klos op ad vor gamle lade og havde tilhørt Hans Vejrup, hvis enke Niels Helle en del år betalte aftægt til. Da Niels Helle lod resterne af denne gård nedbryde, flyttede enken over i vores gamle stuehus, og nogle år efter hendes død, solgte han ejendommen til sin brodersøn Jens Helle, som igen solgte den, til Hans P. Hansen i Vesterby. -
Ligeledes beholdt Niels Helle selv Bavnehøj, hvortil han ved køb føjede nogle tilstødende skifter, som han alt sammen lod tilplante. Plantagen, der er på 9 tdr. land, beholdt han til sin død. Niels Helle var ved sparekassen i 9 år, til sin død i 1925. Som bank- og kontormand nåede Niels ikke op på siden af sin broder Lambert. Han havde ikke dennes eminente klare indsigt i alle forekommende forhold, men stod ofte famlende og lidt usikker overfor visse, spørgsmål, og vel som følge heraf betroede han heller' ingen andre at træffe afgørelsen. For andre at arbejde selvstændigt, var der ikke noget, der hed, han skulle være overalt. Gamle Mads Hansen, der var bestyrelsesformand og sad på kontoret, som den egentlige leder og direktør, var sat helt ud af spillet og fratagen al indflydelse, og bestyrelsen, hvis samlede alder rundede de 500 år, reflekterede ikke stort over tingene, men skrev med stoisk ro under på alt, hvad der blev forelagt dem, tilfredse med den rolle, de der fik lov at spille og glade for det rare "ben". Det eneste, der kunne bringe sindsbevægelse frem hos dem i sparekassens anliggender var den årlige generalforsamling med dertil hørende bestyrelsesvalg. Der var den dag en tydelig udbredt nervøsitet over de bestyrelsesmedlemmer, der afgik efter tur, hvilket d e for i øvrigt heller ikke lagde skjul på, idet de selv udtrykte deres uforbeholdne angst for ikke at blive genvalgt, skønt det endnu aldrig ar hændt nogen af dem. Til generalforsamlingen kom der ikke ret mange'udover bestyrelsen og revisorerne og kollegialiteten var der intet i vøjen med. Dog skete det uhørte engang, at en mand blev spændt ud. Men han havde også forbrudt sig svarligen. Det var den gamle partikulier Hans Kjær i Ribe, der som god venstremand havde været med fra begyndelsen (dengang Venstre oprettede Landbosparekassen - Venstres sparekasse, som den kaldtes dengang - som et modtræk mod den gamle sparekasse, der udelukkende styredes af højremænd - og vistnok hele tiden, været næstformand. Han havde nemlig solgt noget jord han ejede, og fået en del kontante penge ind. Niels Helle, som havde hjulpet ham ved handelen, havde god rede herpå og ventede naturligvis, at pengene ville blive indsat hos ham. Men pengene gik andre steder hen, og det følte Niels som en stor tilsidesættelse, og synderen måtte bøde herfor med sit mandat. Justitsen var effektiv, det demokratiske styre ikke helt ublandet. -
Niels Helle var meget ujævn i sine sindsstemninger. Kritik tålte han ikke, og gik nogen ham hårdt på i en diskussion ligegyldigt om hvilket, hvor han ikke kunne få sine egne meninger og synspunkter frem, blev han mørk i hu. Ja, han kunne endda tage sig en sådan sag så nær, at han troede, vedkommende ville forfølge ham, - allerede den gang kunne man mærke hans nerver. - Men alt dette var kun undtagelsesvis. Som regel var han i godt humør, livlig, vittig og slagfærdig. Mange morsomme stunder har jeg tilbragt sammen med ham, moret mig over hans muntre indfald, hans rammende vittigheder, når han gjorde sig lystig over et eller andet forhold. Det var ikke overfladisk lystighed, der lå altid en pointe i den. Han havde en god forstand, og han tænkte meget. Mange timer har jeg tilbragt med at høre på ham, nar han kom frem med sine tanker. Når kontoret var sluttet om eftermiddagen, hændte det ret jævnligt, at vi kom til at tale om noget, som havde optaget hans tanker, og så løste han op for posen. Han gik så med lange skridt frem og tilbage i kontoret, mens han snakkede løs. Ordene føjede sig let og villigt for ham og blev til en rolig flydende talestrøm, som enhver folketaler ville have haft grund til at misunde ham. Der åbnede sig stadigvæk nye perspektiver ved det emne, han behandlede, og stadig fremdrog han nye slder, som jeg ikke før havde lagt mærke til. Det var selvstændig tænkning, han således docerede, og den var ikke kedelig.
Mange halve og hele timer har vi tilbragt ammen på den måde - han som taler og jeg som eneste tilhører, ofte indtil vi pludselig opdagede, at det var bleven spisetid. Men der måtte heller ikke være flere tilstede, var der det, gik det ikke så godt. - Jeg har kun en gang hørt ham sige et par ord ved en lille familiefest, øg det blev til ingenting, og man mærkede nervøsiteten ved at optræde. Selskabstaler var han ikke, skønt jeg forstod på ham engang, at han havde haft en tale brygget sammen til eri bestemt lejlighed, men han fik den ikke holdt mens tid var, hvorimod jeg fik brudstykker af den senere. -
Trods det, at ingen som han havde gjort løjer med lejlighedstalere og deres udgydelser, havde tanken oni selv at optræde som sådan altså dog været til stede hos ham, men hæmningerne har været for store. -
Niels Helle blev valgt ind i Ribe byråd og blev senere byens første folkevalgte borgmester. Med sin gode forstand og sit sunde syn på de forskellige samfundsspørgsmål havde han gode forudsætninger for at kunne gøre et godt arbejde her, men også her trådte hæmningerne hos ham hindrende i vejen. At lede et byråd sammensat af mere eller mindre pågående elementer, var ikke det samme som at dirigere en skikkelig sparekassebestyrelse, og al den kritik, vrøvl og modstand han her blev udsat for har ikke kunnet undgå at slide på hans nerver. Med borgmesterværdigheden fulgte naturligvis repræsentative pligter, og disse har han næppe været glad for. Rent personligt var han repræsentativ nok, stor og kraftig af skikkelse og så gadt ud, men det frigjorte, pågående væsen, som helst skal til ved sådanne lejligheder savnede han ganske, alt det overfladiske var ham ganske fremmed. - Det hændte således en gang, at kongen gæstede Ribe, og det faldt da i Niels Helles lod, at han som borgmester skulle byde majestæten velkommen, men slet ikke fik sin velkomsttale afleveret, hvilket dels forargede, dels morede ripenserne. Hans tilhængere, at hvilke jeg fik dette berettet, undskyldte ham med, at stiftamtmanden stod lige bag ved ham og puffede ham i ryggen, at nu skulle han begynde og det distraherede ham. - Jeg kan dog bedre tænke mig som årsag, at'han ikke har kunnet overvinde sig selv til at fremsige det banale sludder - efter hans egen terminologi. - En anden gang ved en stor officiel borgerfest sagde man, "at Helle holdt en tale, som ingen kunne høre". - Nej, den gamle snobbede embedsmandsby, hvor latinskolen og det akademiske borgerskab er de to poler, hvorom sindene drejer sig regnede ikke Niels Helle som borgmester, skønt den næppe har haft nogen med bedre forstand end ham. Men han var jo ikke akademiker, ikke en af deres egne, men tværtimod - "fraa æ land av", og det siger meget i Ribe. Hans byrådsvirksomhed og navnlig som borgmester blev kun af få års varighed, idet han - sikkert led og ked af det hele - pludselig nedlagde både sin borgmesterstilling og sit byrådsmandat, et skridt, som byrådet til at begynde med dog nægtede ham, idet det ikke fandt hans begrundelse herfor fuldgyldig nok. Først efter at have forelagt en lægeattest for svigtende helbred fik han lov at gå. Denne lægeerklæring - selvom den var anskaffet for tilfældet - var næppe helt ved siden af, da han allerede den gang var stærkt på vej til at blive en nervenedbrudt mand navnlig legemlig set. Niels Helles navn vil dog for stedse være indskrevet i Ribes historie, som byens første folkevalgte borgmester.
9. Abelone Marie Helle f. 30. marts 1862 - død den 8. november 1932 i Tarm. - gift med førstelærer Adolf Jørgensen, Tarm, f. 10. mar.ts 1862 - død i december 1939. -
Marie var en rolig og stilfærdig kvinde uden mange ord. Ved hendes begravelse blev hun i en tale, holdt af en af husets venner og omgangsfæller, træffende karakteriseret således: - "vi andre snakkede, men fru Jørgensen sad og tænkte og brød så en gang imellem ind med sine kloge og tankevækkende bemærkninger".
Lærer Jørgensen kom til Darum som huslærer hos pastor Feilberg og lærte her Marie at kende, fik derpå embede i Hjortlund og blev samtidig gift. Efter få års forløb fik han førstelærerembedet i Tarm og kom her til at spille en ret stor rolle i byens offentlige liv. Han var således i en lang årrække sognerådsformand og ligeledes formand for Tarm - Nørre Nebel Jernbane, samt en hel mængde andre tillidshverv, som han bestred med dygtighed.
Efter Maries død indgik Jørgensen på ny ægteskab med Rigmor Thomsen frå Darum, som også er af Helleslægten, og dette ægteskab varede i 6 år, indtil Jørgensen døde i 1939 - 77 år gl. Jørgensen var ridder af Dannebrog. -
Marie og Jørgensen havde i deres ægteskab en datter Agnes, som døde i en ganske ung alder af tuberkulose.



Til oversigt

- - - O - - -